FTLF Logo

Bequia-Admiralty Bay

13/2: Vi var oppe klokken halv otte og tjekkede vejret ud. Vi blev enige om, at det var godt nok til at lette anker og sejle til Admiralty Bay på Bequia. Vi var lidt spændte på, hvordan det ville gå med at tage ankeret op, for vinden kører meget rundt og veksler meget i styrke i bugten. Men det gik rigtig godt for John med at bruge skraldenøglen på ankerspillet og så stille og roligt arbejde sig ind på de 40-50 meter ankerkæde, vi havde ude. Så kl. halv ti var vi på vej ud af bugten og i gang med at hejse storsejlet med eet reb i(gøre storsejlet lidt mindre). På vejen ud vinkede vi til Cheryl og David på ”Aries”, som også ville sejle til Bequia i dag.

Uden for bugten luftede det noget mere, ml. 8-12 meter i sekundet. Vi skulle lige vænne os til vindstyrken på bidevindskurs (vinden kommer næsten lige imod os). Jeg håndstyrede ud af bugten og det første stykke, indtil armen blev træt L. Det er godt at øve sig lidt igen. Det er længe siden, vi har sejlet et langt stykke med den vindretning og –styrke. Men solen skinnede fint, og selv om bølgerne var høje, specielt lige efter vi slap nordkysten af Canouan, så havde vi en fin tur. Det skal indrømmes, at vi var noget dovne, så i stedet for forsejlet havde vi lidt hjælp af motoren J.

Sejlads mellem øerne her omkring kan være lidt af en udfordring. Omkring Canarieøerne kalder man det accelerationszoner. Det her minder lidt om det. Vinden stiger og kører måske lidt rundt med en. Men der står også nogle kraftige vinde (Passatvinde) og Atlanterhavsdønninger. Hvis man så supplerer det med Squalls. Vinden er noget kraftig og kører rundt på forkanten af en front. Lige i rumpetten kommer der et meget kraftigt regnskyl. Ud over det så ligger der en meget stærk strøm på tværs, som giver en del afdrift. I dag, mandag, fik vi lige en snak med nogle englændere, som vi har snakket med tidligere i Tyrrel Bay. De er kommet i lørdags. De fortalte, at det havde været den værste sejltur, som de har prøvet her ovre i Caribien. De kom lørdag. Vi ventede til søndag, og det var en go idé.

Da vi gik ind i Admiralty Bay var vindstyrken over 11. Men jo tættere vi kom ankerpladsen, jo mere faldt vinden. Vi var overraskede over, så mange skibe der ligger for anker her i bugten. Men det er forståeligt, for vanddybden er tilpas lav, og der er ”bjerge” hele vejen langs stranden rundt i bugten. Vi fandt et godt sted, men måtte forsøge at ankre tre gange, før vi var sikre på at ankeret bed godt. Efterfølgende var vi ude at dykke på ankeret og sikre os, at det havde gravet sig godt ned. Vandet er dejligt varmt, så det er en stor fornøjelse at svømme rundt her J.

Mange steder her ovre kan et sted, se ud som et godt ankersted med sand. Men lige under sandet er der hård koral, som ankeret ikke kan gå i gennem. Når så det blæser op, så er faren for at drive aktuelt.

Resten af eftermiddagen gik med oprydning og afslapning. Ved femtiden kom Cheryl og David over og vi havde et par meget hyggelige timer med dem. Det er rigtig dejligt at snakken går så ubesværet i det gode selskab, de er. Vi håber at kunne se mere til dem de næste dage, men de får deres døtre på ferie, så det må tiden vise.

Efter besøget var det afslapning stod den på afslapning med kabaler og computer, inden vi gik tidligt til ro efter en lang dag.

14/2: Vejrmæssigt en blandet dag. Overskyet med byger ind imellem, men med lidt sol fra morgenstunden. Vi satte kurs mod byen ved ellevetiden efter en byge. Der er ca. 10-15 min fra vores skib til vi når bunden af bugten, som er midt i byen. Der ligger rigtig mange både, dels for anker, men jo tættere vi kom byen, jo flere både lå tæt på hinanden ved mooringsbøjer.

Undervejs havde vi travlt med at kigge efter både, vi kender eller har mødt før. Vi så en båd med dansk flag, og så måtte vi lige hen og hilse på. Jette og Leif inviterede os ombord, da det begyndte at regne. Hurtigt gik der halvanden time med udveksling af oplevelser i hyggeligt selskab J. De sejler til St. Croix i morgen, om vejret tillader det.

Vi landede dingyen ved en fin bro nær ved frugt og grønsagsmarkedet. Ved siden af dette er opsat nogle store containere til affald, hvor man gratis kan smide sit skidt i. Og det har vi jo en del af efter mange dage på ankerpladser. Her i bugten sejler små joller rundt og servicerer bådene med diesel, vand, drikkevarer, frugt, fisk, affald og afhentning af tøj til vaskeri. Vores samvittighed byder os selv at aflevere affaldet de reglementerede steder. Ofte bliver det affald, som bådfolket har betalt for at komme af med til en mand i en jolle, smidt på steder, hvor det ikke hører til.

Vi gik rundt i byen og tjekkede ud, hvor man kan købe de daglige nødvendigheder plus diverse udstyrsting til Awareness. Vi skal have en del dunke til diesel, når vi skal sejle hjemover. Priserne på dunkene varierer meget, men vi endte med at finde et lille sted, hvor de kostede 51,75 EC dollars. Det var 20 EC$ under det dyreste sted. Så man skal se sig godt for på et langturssejlerbudget.

Jeg var inde i et bageri, der lå på førstesalen af et hus. Gik efter den dejlige duft af nybagt brød og fandt to damer, der meget venligt forklarede mig, hvor jeg i øvrigt kunne købe friskt brød fra deres bageri. Jeg købte et dejligt groft brød, der stadig var lunt J

Byen er meget livlig med mange minibusser, taxaer og biler. Mange steder går der geder løse eller er tøjret i haverne. Der er mange boder langs gaden mod vandet, hvor der sælges lokalt producerede smykker, huer, skåle af kokosnød og kalabasser mm. Der er boder med frugt og grønt, og boder med små skibe, som er minikopier af de lokale både her på øen. Bequia er en ø med tradition for bådebyggeri. Folk er venlige og hjælpsomme, men det vrimler med turister...

Da sulten indfandt sig, fandt vi en lille restaurant, hvor der sjovt nok var mange turister. Jeg fik et måltid med fisk (mahi mahi), ris og salat. John ville gerne have en burger med kylling, men det var de udgået for. Mærkeligt for det er næsten det eneste kød, man kan købe i forretningerne. Nå han fik da stillet den værste sult på anden vis.

Da vi sidst på eftermiddagen var tilbage på båden, så der en lille pakke servietter med hjerter på, påført en hilsen fra (tror jeg) Cheryl og David, det canadiske par vi har lært at kende. Rigtig sødt af dem! Jeg tror, jeg vil kvittere med at bage et rugbrød til dem J. Så var det tid til en dukkert, før solen gik ned efter en lang oplevelsesrig dag.

15/2: Jeg startede dagen med at bage rugbrød i min gasbageform. Jeg har ikke bagt rugbrød, siden vi lå for anker ved Isla Graciosa, nord for Lanzarote. Inden vi forlod Danmark, havde vi en forestilling om, at rugbrød ville være noget af det, vi ville have svært ved at undvære ude i den store verden. Men sjovt nok gik der kun meget kort tid, før vi havde vænnet os til kun at spise lettere brødtyper. Måske fordi jeg har bagt en del grovbrød undervejs.

Om formiddagen fik vi lige et kort visit af Sue & John fra den Canadiske båd Saltscar III. De er kommet over Atlanten samtidigt med os. Vi blev inviteret over til sundowner i morgen, sammen med Cheryl & David.

Kort efter kom Der en anden dingy forbi. Det var folkene fra den danske båd Grand Danois. De har ligget her et stykke tid, med en motor, der er ved at blive hovedrenoveret. De venter på de sidste stumper, så de kan få motoren ombord igen og blive sejlklare.

Kort før middag hoppede vi i dinghyen over til Cheryl og David, som har fået deres to søde døtre på besøg. Det blev til kaffe og et par timers hyggeligt samvær igen J. De sejler til St. Lucia og ligger der et stykke tid, mens David er hjemme i Canada og arbejde. Så vi håber at se mere til dem dér. På deres anbefaling kaldte vi over VHFén på Daffodil Marine service, som kommer sejlende og afhenter vasketøj. Det koster kun en anelse mere end hvis vi selv ville vaske og tørre det på vaskeri. Så de hentede tre maskiner tøj ved vores båd og bringer det færdigt lagt sammen i morgen. Hvilken luksus!

Efter visitten var det tid til lidt rugbrødsmadder og en svømmetur. John dykkede ind under båden og opdagede, at skruerne ved tærezinken, bag propellen er forsvundet. Det har vi prøvet en gang før, da vi fik båden på land i Danmark. Så nu er vi desværre nødt til at få båden på land inden så længe og få klaret det. Så kan vi samtidig få den renset i bundet og klatmalet med bundmaling, samt kigget til skroggennemføringerne og evt. skiftet dem om nødvendigt. Men det er en streg i regningen både tidsmæssigt og økonomisk for os.  

Midt på eftermiddagen sejlede vi ind til byen og lagde til ved dinghybroen. Vi havde stadig nogle poser affald at komme af med. Vi gik rundt og kiggede lidt væk fra hovedgaden ved vandet. Her lå et par skoler, og vi snakkede med nogle lokale, bl.a. en lærer fra primary school, om skolesystemet herovre. Skolerne her er offentlige og gratis. Børnene starter som tre årige i pre-scholl. Som femårige starter de i klasseværelset ca. seks timer hver dag. Læreren er alene med omkring tredive børn. Hende, vi talte med, så også noget brugt ud. Da vi fortalte hende, at danske børn oftest først starter i skole ved seksårsalderen, var hun meget enig med os i, at det var for tidligt, de starter her. Hun oplever ikke, at børnene er klar til at sidde stille på en stol og lære at regne og skrive i den alder.

Skolebørnene herovre i Caribien er alle iført skoleuniform, dvs. for drengenes vedkommende nydelige korte eller lange bukser, hvid skjorte og slips. Pigerne har også hvid skjorte og slips, samt plisseret nederdel i en længde under knæet, hvide strømper til knæet og sorte sko. Hvis deres hår er flettet, snoet eller på anden måde sat op, er der enten hvide elastikker/spænder/bånd i, eller farven fra slipset går igen i hårpynten. Gad vide hvad vores teenagere i Danmark ville sige til at bære skoleuniform af den type.....? Nogle forældre har sikkert svært ved at skaffe pengene til uniformen, men også her i byen er der private hjælpeorganisationer, der støtter skolebørn.

Vi var inde i Doris´Fresh Food Yacht Provisioning. Hun havde et meget velassorteret udvalg af alt, hvad munden og maven kan begære, både konserves, drikkevarer, men i særdeleshed friske varer. Jeg nævner i flæng et udvalg, som vi ikke har fundet andre steder: friske asparges, wienerbrød, mange udenlandske oste, og ikke mindst fire kæmpe frysere med mange slags kød og fisk, bl. Røget laks. Men man skal have den store tegnebog med for at handle her. Vi købte en pakke med ti store skiver ost til 15 EC dollars, dvs. godt 30 kroner. Vi ledte efter torskerogn, som John savner, men fandt det ikke.

John kiggede lidt efter, hvor der var folk med computere, for vi kan kun meget sporadisk nå et net fra båden på ankerpladsen. Han bruger meget tid på at være på pletten lige når der er et mikroskopisk hul igennem. Så vi tager nok ind og får en kop kaffe og et password på en restaurant, hvis vi kan finde et sted med et godt net. Jeg fik kigget lidt i gave/tøjbutikker. Alt tøj er meget meget farvestrålende herovre.

Da vi havde handlet lidt ind, gik turen tilbage til båden. Mens jeg satte varer på plads, trådte jeg desværre på min solbriller, som lå i det åbne brilleetui på trappen. Den ene stang knækkede af, så nu har John limet den fast med tokomponentlim, og jeg håber meget, det holder. Uden solbriller er lyset alt for skarpt, og det er en stor udgift at få nye briller med styrke. Optikerne hænger heller ikke på træerne herovre... J

Vi havde en løs aftale med en anden dansk båd, som gerne ville have os med ind og spise et sted, hvor der også skulle være musik. De ville så komme forbi hos os inden. Men vi sagde pænt nej tak til at tage ud at spise, og så dukkede de ikke op hos os. Så vi fik os noget dansk smørebrød til aften, sild og dansk spegepølse, som vi har fundet herovre. Dertil et par små snapse J.

Det har været en dag med megen sol og ikke ret høj vindstyrke. Aftenen bød på en del regn, men luften er lun.

16/2: I dag har været en begivenhedsrig dag, nok mest på det indre plan. Vi møder så mange søde mennesker både blandt sejlere og de lokale. Det er rigtig skønt og rørende. Det er måske en af de største oplevelser, ud over de mange smukke omgivelser. Jeg (John) er ikke specielt imponeret over byen her. Der er ikke særligt pænt og affaldet flyder alle steder. Men det, der gør indtryk er åbenheden hos de mennesker som vi møder. Det gør sejladsen her til noget helt specielt J.

På vej ind til byen, hvor vi skulle afhente nogle benzindunke, som vi havde bestilt for et par dage siden, stødte vi på Cheryl, David og deres døtre. De var på vej ind og handle. Vi fik en kort snak på vejen J. Benzindunkene var ikke kommet så vi gik lidt rundt og osede. Vi fik også handlet lidt ind.

Vi får også svømmet et par gange eller 3 om dagen. Man kan bare ikke lade være... Vejret i dag har været noget mere blæsende end i går, men solrigt og varmt. Vi dykkede lidt på ankeret, men det ser ud til at ligge, hvor det skal J.

Vi fik også en snak med en lokal taxachauffør. Han spurgte lidt til os og omvendt. Det endte med en længere snak om stort og småt. Igen fik vi et lidt større indtryk af det lokale liv J.

Lige inden vi skulle over til Sue og & John, kom Cheryl forbi med en lille hilsen til os og en lille gave til Gerda. Men det må hun hellere selv fortælle om.

Gerda: Cheryl havde skrevet en rigtig sød hilsen til os begge på et fint kort med en blå båd på. Hun lykønskede os med vores gennemførelse af oversejlingen over Atlanterhavet. I konvolutten var en gave, et meget smukt armbånd med symbolik, som hun havde lavet til mig. Jeg blev meget glad og rørt over gaven. Det var virkelig sødt og betænksomt af hende. David og Cheryl sejler videre med deres døtre i morgen, men vi møder dem forhåbentlig igen i Rodney Bay på St. Lucia.

Her i eftermiddag var vi på besøg hos Sue og John fra den Canadiske båd Saltscar III. Det blev nogle rigtige hyggelige timer sammen med Sue og John. De er kommet over Atlanten samtidig med os. De er bare gået ad en anden rute end os. Turen har taget lige så lang tid som os. Det var spændende at møde dem og høre om deres sejlerliv. De har bl.a. overvintret i Tyrkiet og sejlet gennem Middelhavet.

Mens vi sad på deres båd og fik en sundowner (”Dark and Stormy” mørk rom og lokal gingerøl) gik solen ned i horisonten. Her ovre findes der et specielt fænomen. Lige i det øjeblik solen går ned over horisonten, giver det et kort grønt glimt, et såkaldt green flash. Flot ser det ud.

John introducerede os også for fænomenet ”Cruiseheimer”.. Man glemmer helt hvad dag i ugen eller hvilken dato vi har... Man er her bare og tager tingene som de kommer J. Søde mennesker, der er åbne, interesserede og åbenhjertige.

Krisen kradser... Jeg er gået tør for pibetobak. Det er bare helt umuligt at få pibetobak her på øen. Vi kan købe sjov tobak, men det har ingen interesse. På vejen tilbage gik vi forbi terrassen på en restaurant og der sad et (tysk) par og røg pibe. Jeg stoppede op og spurgte, hvor de køber pibetobak. De fortalte at de havde medbragt et lager hjemme fra, så der var ingen hjælp at hente... Så nu er jeg begyndt at ryge smøger... en noget dårlig erstatning...

17/2: En afslappet dag... Lige i øjeblikket går vores tanker omkring næste step. Vi vil gerne undgå St.Vincent, som er den næste store ø. Vores mål er St. Lucia, der ligger nord for St. Vincent. Men vi skal lige gennem et par accelerarationszoner inden vi når der til. Vi studerer, vejrfiler og de ser ikke alt for godt ud, det næste stykke tid. Der ligger et højtryk nord på som skaber nogle vejrmæssige problemer. Samtidig skal det lige passe sammen med, at vi kan udklarere her på øen. St. Vincent er iflg. Vores pilot lidt besværlig på det område. Her kan vi klare begge dele. Som vi tidligere har fortalt, så er det nogle gange lidt bøvlet at sejle her ovre. Der hvor vi skal hen får vi vind, bølger og strøm i mod os, så vi kommer ikke så hurtigt frem. Selve turen er på omkring 60 sømil og det er jo ikke så langt. Men turen nord for St. Vincent kan være ret barsk. Jens og Hanne havde vind på godt og vel kulingstyrke og høje dønninger, så det var en noget ubehagelig sejlads. Så det er svært at beregne hvor lang tid turen tager.

Omvendt så vil vi gerne snart videre her fra. Den ene dag tager den anden og tiden går.. Det er hyggeligt nok, men der er så meget vi gerne vil se her ovre. Vi regner med, at vi skal ha båden på land, når vi kommer til Rodney Bay Marina. Var på nettet for at undersøge hvad det koster, men det fremgår ikke af hjemmesiden. Når vi alligevel har båden på land, så er der lige nogle andre ting, som vi lige skal ha ordnet. Blandt andet nogle søventiler, der gror til hele tiden. Bunden ser ikke så slem ud, men den trænger til at blive pletmalet lidt. Vi skal også ha renset søvandsindtaget til motoren, så vi ikke får problemer med kølevandet.

Vandlinjen og fribordet trænger også til en kærlig hånd. Der er en konstant en grøn begroning i vandlinjen, som vi renser ca. hver 14 dag. Jeg har skrevet til Lewmar USA om vores problemer med ankerspillet uden at få nogen reaktion... Nu har jeg skrevet til 3 andre afdelinger, så må vi se om de reagerer.. Men nogen go reklame er det ikke.. ved ikke hvordan de er rent servicemæssigt i DK. Så vidt jeg ved, har de ingen afdeling i Danmark??

Tak til dig Gert for din respons på vores problem med vores engelske ”venner” på Whitebird. Det er et godt forslag, du kom med der. J. Måske kan andre bruge det gode forslag. Prøv at tjekke Gerts indslag i gæstebogen. Vi er til stadighed glade for respons eller hilsner i vores gæstebog. Hvis du ikke kan få den til at virke, så send os en mail. Du finder adressen under fanen ”kontakt”.

Vi er så småt begyndt at gøre os tanker om hjemturen. Der er under 3 mdr. til vi tager her fra og sejler tilbage til Azorerne. Vores overvejelser går i retning af at sejle til Bermuda og så tage næste step til Azorerne. Næste step er så turen til England. Alt i alt så er der nok omkring 4-5 ugers sejlads til England. Vi vil gerne ha delt turen op, så der ikke er så mange dage på havet ad gangen. Vi overvejer også om vi skal ha gast/gaster med på turen tilbage. Det vil aflaste os lidt. Turen hjemad er nok heller ikke lige den letteste. Hvis du har gode råd, så er vi åbne for det J. Men vejret er nok den største joker i den sammenhæng. Vejret er på mange måder usædvanligt, så måske kan det være usædvanligt på den goe måde... J Vi regner med at sejle fra Caribien senest den 15 maj og om alt går som forventet, så er vi tilbage i DK i sidste halvdel af juli J. Og så kan det godt være at vi trænger til ferie... J.

Om eftermiddagen var vi et smut i byen efter brød og dieseldunke. John ønskede sig hjemmelavede burgere til aftensmad, så det skulle vi også proviantere til. Jeg bliver til stadighed overrasket over priserne på grønsager herovre. Købte to meget store tomater, en rød peber, en lille squash og lidt icebergsalat, hvilket blev 27 EC $ dvs. ca 55 kroner! Hvis man kan få hakket kød, er det af udefineret herkomst, frosset og pakket blot med et stykke tynd film over (og i øvrigt uden datomærkning). Den var ikke gået i Danmark. Jeg glæder mig til at handle i Danmark igen J.

Senere tog vi dinghien ind til en lille fin strand, Lower Bay, lidt fra hvor vi er ankret. Der var kraftige dønninger i vandkanten, og det var med at finde det rigtige tidspunkt at gå ind. Jeg var ikke hurtig nok til at hoppe i fra kanten og holde båden, så den gik mere sidelæns ind end godt er, og John blev ret våd, da han faldt i for at redde situationen L. Vi gik lidt rundt på stranden og fandt et lidt bedre sted til en landing, hvis vi vil ind igen. Turen ud igen gik godt L. Tilbage på båden svømmede vi lidt, og så var det tid til en sundowner, mens solen farvede himlen de sidste minutter af dén dag.

18/2: Endnu en afslappet dag. Vi har studeret vejrudsigter og har besluttet os at sejle videre i morgen. Vi har været inde hos customs/ emigrations og udklarere fra Grenadinerne (samlet betegnelse for øerne her syd for St.Vincent), der hører under St. Vincent. Det gik let og ubesværet og kostede ikke noget. Vi skal være ude af landet inden 24 timer. Hvert sted vi kommer, bliver vort pas behørigt stemplet ind og ud. Vi må se, hvor mange stempler vi får samlet sammen. Vores plan er at sejle direkte til St. Lucia. Vejret bliver ikke bedre det næste stykke tid, tvært imod. Vi regner med, at vi går direkte til Rodney Bay. Men nu må vi se, hvordan vejret arter sig. Som sagt, så er turen ikke så lang, målt i sømil, men det er vind, strøm og dønninger, der kan drille i sidste ende. Vinden går mere i nord øst det næste stykke tid. Tirsdag skulle der komme rigtig meget vind, så hvis vi ikke skal vente for længe, så er det i morgen, vi skal af sted.

Vi regner med at sejle kystnært, da vi så er under mindst indflydelse af strømmen, som er ret kraftig her i området. Først skal vi over et åbent stykke til st. Vincent, hvor vi passerer Kingstown, der er hovedstaden. Fra toppen af St. Vincent forventer vi hård vind, kraftig strøm og pæne Atlanterhavsdønninger. Så kommer vi i læ af St.Lucia og har mulighed for at gå ind på sydkysten, hvor der er en port of entry. Hvis det går godt, fortsætter vi nord over til Rodney Bay, der ligger på den nord vestlige side af øen. I Rodney Bay er der en stor marina, hvor vi vil undersøge prisen for at få Awareness på land.

Vi har købt diesel på den lokale tankstation til omkring 4,79 kr. / L. Her ovre regner de i gallon (engelske). 1 gallon skulle svare til 4,5 l. En gallon koster 10.35 EC$. Set med danske øjne, så er det vist ganske billigt. Det er billigere her end på Grenada. Der kostede den vist godt 13 EC$/gallon.

Vi har også fået tanket vand fra Daffodils flydende tankstation. Vandet koster 0,86 EC$ /gallon, leveret på båden. Diesel er noget dyrere end på tankstationen. Hørte at det var noget med omkring 9 kr/l. De sige, det er go drikkevandskvalitet, men næppe sammenlignet med dansk vandkvalitet. Vi savner at kunne ta et glas koldt vand direkte fra hanen..

Vi har snakket priser her ovre. Her vil jeg prøve at komme med et konkret eksempel. Vi har købt 5 gallon (20L) dieseldunke. Vi fandt 1 dunk hos en lokal bil reservedelsmand. Den kostede 51.50 EC$. Hos ”trælasten” oven på Knights Trading LTD (stort fødevare udvalg til ”fornuftige” priser) købte jeg 2 stk for 130 EC$ dvs. 65 EC$/stk. Ved købmanden nede ved havnen koster de 76,50 EC$. Hos bådudstyrsforretningen på nordsiden af byen koster samme dunk godt 105 EC$. Alle dunke er af samme fabrikat. Den eneste type jeg har set her i Caribien. Så samme dunk svinger fra 51,50 til godt 105 EC$... Det er da en prisforskel, der vil noget. Desværre kunne jeg kun få 1 det første sted, han lovede ellers, at han kunne skaffe flere til samme pris, men det kneb med at få dem frem... Prisen det første og andet sted er exceptionelt billigt. Pudsigt nok, så er det marineudstyrsbutikken, der er dyrest...

På vejen tilbage fra byen stoppede vi hos Sue og John fra Saltscar 3 for at invitere dem til en sundowner. Men de var allerede inviteret over på en anden båd i aften. Men de skal også til Rodney Bay inden så længe, så dem ser vi forhåbentlig igen dér.

Aftenen er gået med at gøre klar til afgang i morgen tidlig, dvs. motoren til dinghyen skal hejses op på båden, og luften skal ud af dinghyen, som bliver bundet forsvarligt fast på dækket. Vi har også skrevet lidt sammen med Sille, Gerdas datter, over Skype. Desværre var forbindelsen så ringe, at vi ikke kunne høre hinanden. Så må vi tage revance, når vi når Rodney Bay.

Ind imellem gøremålene på båden og turene til byen har vi nydt, at vandet er lige uden for ”døren”. Vandet er turkisblåt og i en meget tilpas behagelig temperatur til vores sarte hud... gid det var sådan i Danmark... så i løbet af den varme dag bliver til en del svømning med snorkel og maske på J