FTLF Logo

9/2: Vi er ankommet til Canouan. Vi havde planlagt at gå til Tobago Cays og var tidligt klar til afsejling.meeenn. Vores ankerspil gik i udu igen.. Det blæste 10-11 m/s så vi valgte at sejle til næste ø lidt nord på. Øen hedder Canouan og er lidt større end Mayreau.

 

Vi havde hevet det meste af de godt 50 meter kæde op da akslen knækkede igen. Så var der kun håndkraft tilbage. Men vi fik det op og af sted gik det med vinden og bølger lige i næsen. Vi havde kun sat forsejlet, da der kun er knap 10 sømil. Knap halvvejs hørte vi en underlig lyd... Det var ankerspillet. Det var lyden af kæde, der drønede ud i havet. Inden jeg nåede frem havde den drønet godt 50 meter kæde ud og havde fanget bunden godt 30 meter nede. Der sad vi så godt forankret midt ude i det hele. Oven på ankerspillet lå vores dingy surret solidt fast. Forsejlet blev hurtigt rullet ind og luften lukket ud af dingyen. Vi fik dingyen surret på dens normale plads.

 

Der var pæne dønninger og godt 10 m/s lige i næsen. Hvor meget jeg end trak, så kunne jeg ikke rokke ankerkæden ud af stedet. Hver gang Awareness dykkede næsen ned i vandet kunne jeg lige løfte kæden 1 meter, men for at den straks at løfte næsen igen.. Så måtte jeg slippe taget igen, for ikke at ryge over bord. Gerda styrede langsomt hen i mod ankeret, men det nyttede ikke noget. Vores Rocna anker havde et solidt greb i bunden... Nu var gode dyr rådne....

 

I siden af ankerspiller er der et firkantet hul til et manuelt håndtag. Jeg satte skrallenøglen fra vores topnøglesæt ind i hullet og strammede koblingen. Langsomt fik jeg halet ankeret sikkert ombord igen og fik det sikret på forsvarlig vis. Grunden til at det havde løsnet sig var at næsen arbejdede sig ind i søerne og ankeret var kun surret med ankeraflasteren. Det var bare ikke godt nok. Så efterfølgende blev ankeret surret på forsvarlig vis!!

 

Efter den omgang var jeg træt som et helt alderdomshjem, men godt tilfreds med min indsats. Det havde ikke været sjovt, hvis vi havde måttet lade anker og 75 meter kæde gå overbord. Det var lige godt 6000 kr, der ville gå tabt der. Så der var noget at kæmpe for og det lykkedes. Heldigvis er jeg sådan indrettet, at jeg fighter til det sidste!! Det kostede lidt hudafskrabninger på hænder, knæ og fødder J.

 

Vi valgte ikke at gå til Tobago Cays. Vi var skuffede over ankerspillet og desuden er det ikke så sjovt at skulle håndtere det manuelt, på et så begrænset område. Der er mange både og meget lidt plads. Hvis vi skulle begynde at drive eller nogen drev ind i os, så var vi noget på spanden. Så den risiko vil vi ikke løbe. Træls, men sikkerheden kommer i første række uanset hvad!!

 

Vi kom sikkert ind i bugten her, hvor der er go plads. Gerda var meget stemt for at vi skulle lægge os ved en mooringsbøje. Hun var noget rystet over hændelserne. Men med et defekt ankerspil, uden udsigt til lige at få det repareret, mener jeg, at vi skal søge alternativer og finde ud af, hvad vi kan magte, rent ankringsmæssigt. Så Gerda tog roret og jeg fandt et passende ankersted. Vi cirklede lidt rundt, mens vi gjorde klar og så røg ankeret over bord, på autoriseret vis... Det greb ret hurtigt. Vi fik smidt noget mere kæde ud og ser ud til at ligge forsvarligt. Senere svømmede vi ud og kiggede til ankeret. Vandet er noget uklart, men det ser ud som om det har gravet sig godt ned i sandet.

 

Efter svømmeturen pustede vi dingyen op igen og sejlede ind og handlede. Vi fandt et supermarked, hvor vi bl.a. fandt dansk salami. Hvis ret skal være ret, så var det de svenske sejlere fra båden ”Allie”, som vi har mødt et par gange, som fortalte os om det. De havde købt en selv..

 

Vi bliver nok et par dage og sunder os over dagens udfordringer J.

 

Nu kan vi begynde at mærke vrimlen af mange charterbåde. Mange af dem er katamaraner med mange mennesker ombord. Kaptajnerne er ikke alle lige rutinerede, for ikke at tale om hensynsfulde. De kan godt finde på at sejle hen over ankerbøjer og tæt forbi andre skibe, der ligger for anker. Når de skal ankre, virker det ikke altid, som om de har styr på den nødvendige afstand mellem både, der ligger for anker. Så ind imellem har vi travlt med at rådgive.... det er noget skidt at ligge bag en af de store katamaraner, hvis den driver over imod os! Her i bugten kører vinden meget rundt, så vi ikke nødvendigvis svajer til samme side alle sammen, så her er det ekstra vigtigt med lang kæde ude og masser af plads til at svaje rundt. Lad os sige det på den måde, at det er ikke alle de både, der ligger her lige nu, der har taget dét hensyn. Måske er det en af grundene til, at der er så mange ankerbøjer i bunden af bugten (foruden at der selvfølgelig er nogen, som tjener noget på det). I piloten står der, at en bøje koster 40 EC per nat, hvilket er en af grundene til, at så få både bruger dem. Det ville være mere indbringende for udlejerne, hvis de satte prisen noget lavere, så det blev mere attraktivt at benytte dem.

 

10/2: En rigtig slapper dag. Vi var trætte efter gårsdagens ”spændende” sejlads. I formiddags har vi slappet af og badet. Over middag er der kommet nogle skyer og hen ad eftermiddagen er det blæst godt op igen. Det er ikke blevet til så meget regn, men blæsten ligger tæt på kulingstyrke. Det er ikke en konstant blæst, men den kommer i ryk dvs. Vindstyrker fra 4-11 meter i sekundet.

 

11/2: Vi har besluttet at blive her til mandag. Vi gider ikke kæmpe i mod vind og vejr til Bequia.

 

I dag er der ikke så mange på ankerpladsen, og der er forholdsvis god plads til at svaje omkring - og det gør vi. Vi har hentet en ny vejrudsigt, og der er blæst hen til sidst på lørdagen. Der skulle dog være ro på i morgen – noget af dagen. Vi overvejer at sejle til Bequia i morgen. Det er en tur på godt 20 sømil, men kan sagtens tage det meste af dagen.

 

I eftermiddag var vi inde en tur. Når vi kommer i land, føler vi os lidt fortumlede på grund bådens bevægelser. Når vi så kommer i land, så står gulvet stille.. Vi lægger ikke så meget mærke til det her ude. Der følger vi jo bare skibets bevægelser. Man kan sige, vi er på gyngende grund J. For et stykke tid siden, da vi var i marina, sad vi og så lidt video fra turen over Atlanten. Da jeg så filmen begyndte min krop automatisk at følge de bevægelser, der var på videoen, selv om vi lå stille i marinaen... Kroppen husker...

 

Når vi bor på en båd, kan vi ikke lade være med at tænke på, hvordan vi som danskere forvalter det drikkevand, vi som en selvfølgelighed lukker ud af vandhanen. På båden er vi nødt til at tænke os om, hvordan vi bruger ferskvandet. Vi opsamler regnvand til at bruse os over, når vi har badet i saltvand. Vi skyller opvask af i saltvand, inden vi vasker op i lidt ferskvand. Toilettet skylles ud med saltvand. Alt sammen minimerer forbruget af rent drikkevand. Vi har under hele rejsen drukket af vores tankvand, som bliver fyldt op i marinaer, og hvor det ellers er muligt at købe vand herovre. Vi har et aktivt kulfilter, som tankvandet løber igennem før aftapning, hvilket tager klorsmagen. Ikke at vandet smager godt, men det kan drikkes blandet op i juice. Ingen af os har været syge af at drikke vandet undervejs.

 

Herovre samler hvert hus regnvand op i store sorte plastiktønder forbundet til tagrenderne. Vi burde i Danmark forske mere i, hvordan vi kan genbruge alt det regnvand, vi trods alt får gratis. Mærkeligt at man ikke laver en lov, der påbyder i det mindste alt nybyggeri at opsamle regnvand og have to vandsystemer i husene, så man kan bruge regnvandet i f.eks. toiletter og vaskemaskiner. Vi har jo ikke ubegrænsede mængder af drikkevand, men vi opfører os sådan.... Som indianerne siger: ”Vi har ikke arvet jorden af vores forældre, vi har lånt den af vores børn”.

 

12/2: Så har vi oplevet det med... I en periode var vi lidt uopmærksomme og i mellemtiden havde en engelsk katamaran ”Whitebird”, lagt sig meget tæt på os (max. 3 meter). Da vi opdagede det kaldte vi dem op over radioen. Manden svarede høfligt og sagde at de godt vidste det, men at det var svært at se, da vi drejer en del rundt. Han sagde, at han overvågede situationen idet det på daværende tidspunkt regnede kraftigt og blæste godt 14 m/s. Jeg sagde, at det var ok at vi afventede situationen. Da der var gået en lille time uden, at der var sket noget og vi lå næsten side om side spurgte jeg om hvad de havde tænkt sig. De spurgte hvor meget kæde vi havde ude og jeg svarede 40-45 meter. Så svarede de (primært konen) at hvis vi syntes det var et problem kunne vi bare korte vores ankerkæde op.....

 

Jeg blev mildest talt målløs. Jeg svarede, at jeg mente, at det var en farlig situation. Så holdt konen sig for ørene og sagde, at hun ikke ville høre på, hvad jeg sagde.... Så blev jeg endnu mere målløs... Jeg prøvede igen at spørge om de havde tænkt sig at gøre noget. Samme svar... Jeg stod og kiggede lidt på dem. Var fuldstændig uforstående over den tåbelige opførsel, som konen lagde for dagen. Kort efter besluttede de alligevel at flytte. Det viste sig, at de selv havde en meget kort kæde ude (max. 20 meter) og at de lå lige foran en anden båd. Da de sejlede gav konen mig fingeren... Så tabte jeg skuffen – og så fik hun lige et par engelske eder med på vejen. Så nu har de lagt sig foran en tysk trimaran... Håber at tyskeren har gode nerver og et stærkt skrog... Så hvis du møder en engelsk katamaran, der hedder ”Whitebird”, så hold dig langt væk!!

 

Her til morges vågnede vi ved at regnen væltede ned og det var helt overskyet. Vinden kører rundt, så vi svajer hele kompasset rundt... Ind i mellem blæser det op og kort tid efter kommer regnen igen. Vi har hentet nye vejrfiler fra Ugrib, men de passer slet ikke med de faktiske forhold. Vi var også inde på nogle andre vejrsider, men det var det samme. De passer heller ikke... Set fra vores cockpit ligner det dagsregn, men det kan hurtigt ændre sig. Nu må vi se, hvad dagen bringer J.

 

I går havde vi igen en stille og afslappende dag.. Om formiddagen badede vi fra båden. Det er rart med en svalende dukkert i det azurblå vand. Vi fik øje på den canadiske båd Aries, med Cherryl og David ombord. Det var hyggeligt lige at hilse på dem, da de sejlede ind i dingyen. Vi blev inviteret over senere på dagen til en sundowner. Det takkede vi ja til.

 

Vi fik arbejdet lidt med vores bimini. Vi fik sat lidt ekstra låseknapper i, da velcroen ikke holder, når det blæser for meget. Det ser ud til at virke. For det holdt, da det senere blæste op.

 

Vejret er noget ustabilt. Så det var godt at vi besluttede at blive her. Sidst på eftermiddagen sejlede vi over til Cheryl og David, hvor vi havde nogle rigtige hyggelige timer sammen med dem. Det er nogle rigtige søde og åbenhjertige mennesker. Så det var lidt svært at bryde op, men vinden var igen steget væsentligt. Selv om vi var beværtet godt, så var det alligevel tid til lidt aftensmad. Vi håber snart at kunne gengælde deres gæstfrihed. De sejler til Bequia, hvor deres døtre ankommer mandag.