1/12: Rejsens første dag mod det der hele tiden har været vores mål: at opleve Caribien. Lige før afsejlingen fik vi besøg af Ivan fra FTLF og Bente, hans kone, som ville ønske os en god sejlads. Hyggeligt med dansk besøg med snak om vores fælles tilhørsforhold til FTLF. Vi afsejlede fra Puerto Rico kl. 10.30 i solskin og fulde af forventninger og håb for en god vind På yderste mole stod Ivan og Bente og fotograferede os. Vinden var dog noget sløj, og vi startede forsigtigt ud fra havnen med motor tændt. Det var jo længe siden, vi havde været på søen sidst. Vi startede 1½ time før Jens og Hanne fra Viau, samt et par andre både fra Mogan. Men i modsætning til dem, som havde planer om at sejle kurs 214, så ville vi forsøge os med en mere vestlig kurs, nemlig 248. Det kunne give os en fordel vindstyrkemæssigt at drage mere vestligt for på denne måde at ligge i yderkanten af et stort lavtryk. De første tre timer kørte motoren, og så blev der sat sejl til den gode vind, der nu kom. Solen strålede, og vi nød at være kommet afsted efter de sidste hektiske dage med klargøring. Vi mente nok, vi kunne trænge til meget af den gode vind og ikke mindst nogle afslappede uger til søs.
Men søsyge fornægter sig ikke. Trods ingefærtabletter krøb utilpasheden ind over os. Denne gang havde jeg ikke stået i køkkenet op til afsejling og lavet færdigretter. For nu havde jeg erfaring nok til at vide, at jeg nok blev noget alene om fortæringen de første dage. Så der var gode forsyninger af youghurt, som er nemt at servere og nemt at fordøje. Dertil en god del frisk brød, så brødbagningen kunne udsættes nogle dage. Bananer er også hurtige, nemme og næringsrige, men selv om de er købt helt grønne, holder de desværre under én uge.
Vores dejlige børn havde været så søde at give os en pakkekalender med, så dagens højdepunkt var åbningen af dagens pakke. Første december sikrede julen i det lille skib: et plastikjuletræ! Og jeg, som havde forsvoret, at jeg ville have et plastikjuletræ, kommer nok til at elske det, velvidende at vi nok ikke når til Tobago inden juleaften 🙂
Vi havde lavet aftale med Per, som ligger på La Gomera i øjeblikket, om at holde kontakt via HF radioen to gange om dagen om muligt, kl. 12 og kl. 20 UTC tid. Per er så sød at holde os opdateret om udviklingen i vejret. Det er en meget stor hjælp at få de sidste ændringer, når kursen skal lægges bedst muligt. Han holder også Lærke opdateret om vores aktuelle position, så hun kan lægge den ind på hjemmesiden. Vi har også en aftale med Jens fra Viau om at være på samtidig, så vi kan følge med I, hvordan det går hos hinanden. De har to unge mænd med, deres søn og hans ven, så med en besætning på fire, som alle er vant til at sejle, er de knap så sårbare som os. De er noget pressede tidsmæssigt, for de unges kærester ankommer den 22. December på Tobago. Lur mig om ikke, det er en god idé at være der på det tidspunkt:-) Snakken med Per om aftenen fik os til at skifte kurs. Den nye kurs kunne vi holde på nogle dage fremover. Et stort lavtryk var på vej I mod Canarieøerne, så vi skulle skifte til en østligere kurs for at undgå ballade….
Natten igennem skiftedes vi til at sove/hvile. Her er ørepropper virkelig en god opfindelse! Der er så mange lyde at vænne sig til. Selv om vi jo har været undervejs længe, så er det denne gang en båd, der er noget ekstra stuvet. Det viste sig f..eks., at et net der var fyldt med appelsiner hang og bankede ind i en væg. Så den første nat er det altid lidt svært at finde ro til at sove.
2/12: Søsygen havde et godt tag I os I dag. Eller var det noget andet??? Jeg havde rigtig meget kvalme om eftermiddagen, og det endte med, at jeg kastede op adskillige gange og også havde diarré. Jeg var meget skidt og sov det meste af eftermiddagen og aftenen, så John måtte passe sejladsen mange timer alene trods sin egen utilpashed. Han er min helt! Men vi følte os meget sårbare ved kun at være to besætningsmedlemmer. Vinden var ok med en sydlig kurs, så her kunne vi ikke klage..
Dagens julekalender afslørede en knaldblå metalguiarlande til det fine juletræ!
3/12: Jeg var stadig afkræftet, og kilden til mit maveonde var ikke opklaret. Vi besluttede at få alt, hvad jeg havde rørt ved, vasket af I en kloropløsning, og samtidig skærpe procedurerne omkring bakterier I kabys og på toilettet. Så håbede vi at undgå, at John også blev syg. Han havde stadig kvalme, men hostede også en del til vores bekymring. Han var blevet smittet af børnene fra Danmark og var ikke nået at blive helt rask før afsejlingen. Symptomerne var blandet op med søsyge, hvilket gjorde det svært at afgøre, hvad der var hvad. Men afkræftet følte han sig. Så vi overvejede, om en penicillinkur var løsningen. Her vil jeg gerne slå et slag for, at man tager rigeligt antibiotika med. Vigtigt ikke at stå I en situation langt fra hjemmet og lægehuset og mangle det, når penicillin kan have en afgørende betydning!
Dagens pakke: en æske Merci chokolade. Den glæder vi os til at nyde, når helbredet er forbedret.
4/12: Natten til I dag havde jeg en meget chokerende oplevelse: jeg havde lige afløst John, som var gået nedenunder for at sove. Ganske kort tid efter så jeg en rød lanterne langt væk til styrbord. Kort tid efter rejser jeg mig igen for at holde øje med lanternen. Den har nærmet sig med utrolig hastighed og er næsten henne ved vores båd. Jeg bliver frygtelig forskrækket og alt, hvad jeg har lært om vigeregler er forduftet, så jeg skriger efter John, at han skal komme hurtigt. Han er der heldigvis som et lille lyn, kan godt høre panikken I min stemme. Hurtigt tager han rorpinden fra Marie og får drejet båden skarpt til styrbord og afværget en meget farlig situation. Jeg blev chokeret over oplevelsen og min egen panik. Så at “holde behørigt udkig” giver rigtig god mening for os! Når man I dagevis har bevæget sig med følelsen af at være næsten alene på havet, så er man tilbøjelig til at slække lidt på udkigget:”Der er alligevel ikke noget”, tænker man. Alt man ser, er sporet på AIS én af skibe på min. 10 sømils afstand. Men så sker sådan noget, og sanserne får lige en meget brat opvågnen. Efterfølgende er jeg blevet endnu mere omhyggelig med at holde udkig, og lærebogen om sejlads er blevet nærlæst igen.
Efter at have kæmpet os igennem natten blev kursen blev sat til 250 efter bedste evne ud fra vejrfilerne, som Per hver dag havde opdateret os med. Det er dejligt at have en “livline”, nogen der interesserer sig for, hvordan det går ombord, specielt når der er sygdom indblandet. Pers kone, Susanne, er sygeplejerske, så også her kunne vi hente gode råd.. Vinden var stadig god, ca. 7 meter I sekundet.
Dagens pakke afslørede to pakker med små bitte glaskugler lige til at hænge på træet! Jo der skulle nok blive jul ombord. Vores børns pakkekalender var I høj grad med til fremkalde en julestemning hos os, eller I det mindste en taknemmelighed og glæde over vores børn og deres initiativer for os. Vi snakker ofte om perioden op til vores afsejling fra Odense den 4. Juli, hvor vi var så stressede. Her gjorde børn og svigerbørn en ufattelig stor indsats for at aflaste os. Det var en meget stor gave til os, som vi tænkertilbage på med megen taknemmelighed og stor glæde!
John afslørede, at hans appetit så småt var tilbage til aften. Så da jeg var ved at få kræfterne tilbage, var jeg med på, at vi skulle have varm aftensmad. Kræfterne rakte til forloren skildpadde på dåse og kartoffelmos fra pulver. Men det vi kunne spise, gjorde os godt. Indtil dette måltid havde det rent madmæssigt været ren overlevelse Det er noget paradoksalt, at det kroppen har brug for, nemlig næring, har man ikke lyst til at indtage. Da jeg var ved at komme til kræfter blandede jeg en “Revolyt-blanding”: til en liter vand tilsættes en tsk salt og tre tsk sukker. Dette skal indtages for at genoprette saltbalancen efter væsketab. Men det vidste min krop ikke var godt for den: den leverede blandingen I havet med tak for lån af salt!
John følte sig stadig af noget afkræftet og overvejede muligheden af, at infektionen havde sat sig på hans lunger. Det har han desværre prøvet før. En noget skræmmende tanke. Jeg blev noget mismodig I forhold vores sejladsprojekt, og spurgte mig selv, om det var det hele værd? Vi har haft rigtig mange besværligheder undervejs, og jeg trængte til, at det hele skulle gå lidt nemmere. Specielt mine evner til at klare turen, hvis John skulle blive så syg, han ikke kunne deltage I sejladsen, var jeg meget I tvivl om. Ville jeg udsætte ham og mig for det? Hvordan skulle jeg kunne klare det alene med det begrænsede kendskab til sejlads, jeg har? Og hvis Johns sygdom ikke blev kureret, ville han så dø fra mig? Mange store tanker at forholde sig til.
Vi fik en god snak om vores tanker og muligheder, og John besluttede, kun at se tiden an til næste dag, før han evt. startede på penicillin. Så ville det kunne nå at vise sig, om der var bedring, før vi nåede Kap Verde Øerne. Hvis ikke kunne vi gå I havn her og søge hjælp.
5/12: Jeg vågnede og mærkede, at mine kræfter var vendt tilbage. Stort! Så jeg besluttede mig til, at I dag skulle være min Store Badedag, uanset om jeg trængte eller ej. Det var ikke lige den personlige hygiejne, vi havde prioriteret I de foregående dage, så måske (og kun måske) lugtede vi begge lidt af rovdyr, som min datter vist ville have udtrykt det. Så cockpittet blev omdannet til badesalon. Den store balje blev fyldt med dejligt rent, koldt saltvand. Og så gik Kaptajn Jespersen og jeg I bad… det var noget koldt, men fornøjelsen kom bagefter. Følelsen af nyvasket hår og hud er uovertruffen. Det er virkelig back to basic at sejle på langfart med sin mand: man mærker betydningen af et godt helbred, et bad, god mad, at føle kærlighed til et andet menneske og selv føle sig elsket, få og give omsorg. Og I øvrigt tager alt det praktiske huslige arbejde I vores gamle båd ca. tre gange den tid, det tager, når man er hjemme, og huset står stille. John tog den forsigtige udgave af Store badedag:lunkent ferskvand. Men det er et udfordrende projekt at bade I et cockpit, der hele tiden bevæger sig, så det var en krævende handling, sådan som han havde det. Men en barbering forbedrede både udseende og følelsen af velbehag:-)
John startede på penicillin I dag. Så håbede vi, at han hurtigt ville kunne mærke en virkning mod det bedre. Han har tabt sig en del I den seneste tid, for hans appetit er meget ringe, og det er svært for ham at spise noget, når lysten ikke er der. Jeg besluttede, at vi skulle have nogle gode proteiner at styrke os på I dag. Så det blev til kalkun I karrysovs med ris. Det gled ned, hvorfor vi gentog successen om aftenen, suppleret med ananas I stykker efter kaptajnens ønske.
Dagens pakke var to luksus-nissehuer, som vi straks prøvede på og hurtigt fik af igen på grund af varmen. Den glæder vi os til at genbruge til næste år, når vi skal jule med Emil, vores skønne barnebarn. Jeg har truet John med, at jeg vil sy et nissemandskostume til ham. For jeg satser på, at han vil elske at være julemand. Så han må vist hellere gå I træningslejr og få taget nogle af de tabte kilo på igen. Ellers er jeg bange for, at han ikke kan fylde rollen som julemand helt ud 🙂
Solen skinner, og luftfugtigheden er rigtig høj. Det er svært at holde huden og alt andet tørt. Om natten har vi indtil nu været nødt til at krybe I søtøjet, for der er pladdervådt I cockpittet. Også I kahytten kryber fugten ned. Salten fra havet sætter sig på alt, og gør overfladerne fedtede. Kursen har været stik syd for at udnytte de 7 meter I sekundet, men om aftenen løjede det af til 4 meter I sekundet. Så hele natten måtte vi sejle med motor for at komme sydpå.
6/12:Dagen bød på megen sol, men også på spredte skyer Kursen er stadig sat mod syd I håb om mere vind fra en brugbar retning. Vinden er kun 4½ meter I sekundet ved middagstid. Men der er en lille bedring I Johns helbredstilstand, som giver optimisme. Det blev en afslappet dag ombord. Jeg fik bagt turens første brød I gasbageformen. Perfekt og en himmerrigsmundfuld til frokost stadig varmt. Jeg sendte en kærlig tanke til værtinden på Bambus Bar I Puerto Rico, som helt spontant den sidste aften før afsejlingen forærede mig nok den største avocado, jeg til dato har set! Hun pakkede den ind I avispapir og sagde, at den ville være god om nogle dage. Og jeg skal love for, at den smagte rigtig godt og var perfekt modnet!
Om eftermiddagen var der delfinshow ved siden af båden. Det var længe siden, vi havde haft fornøjelsen af delfiner, så det var en kærkommen oplevelse på en dejlig dag.
Pakkekalenderen afslørede et gør-det-selv-stjerne-klippe-sæt for jule-finger-nemme. For dem der ikke allerde som barn har lært at flette julestjerner, var der en udførlig instruktion, så der var tænkt på os alle :-). Gad vide om ikke jeg når til det sidste dage før jul? Jeg skal jo ikke tænke på julegaver, julebag, adventsgran og konfekt I år:-). Måske skulle jeg producere til de kommende år, mens jeg har tid herude?:-)
Om eftermiddagen fik jeg I mit udekøkken ordnet porrer, peberfrugter og en stærk chili, som skulle ende som suppe med bacon, tomat, nudler og smule fløde for kaptajnens skyld. Så vi fik lækker suppe med nybagt brød til aften, mums.
Samtalerne mellem John, Per og Jens foregår I mere eller mindre skratten fra andre støjsendere, såsom mennesker, fysiske forhold eller vejrforhold. Men de hænger trofast ved gennem alle forhindringer. Det er dejligt at få (og lytte til) en hyggesnak, opdaterede vejrfiler og blive opdateret om, hvordan det går henholdsvis hos Per og Susanne på La Gomera og hos Viau´s besætning. Hos Viau havde de valgt at motorsejle, når vinden løjede for at nå hurtigt ned til passatvinden. Vi har ikke så meget diesel ombord, så den mulighed har vi ikke. Derfor var de allerede et godt stykke foran os, og på den måde hjalp deres informationer om vinden på stedet også os.
7/12: Vi har nu været på havet over 6 døgn, det længste stykke tid vi endnu har prøvet. På trods af en bøvlet start med sygdom var vi ved at have fundet en dagligdag og en rytme. Når det er mørkt allerede før klokken 19 og først lysner ved 7.30-tiden, så må vi udnytte alle de lyse timer bedst muligt. Vi har valgt at lytte til vores helbred og hinanden for at kunne være så fleksible over for hinanden som muligt. Det betyder, at vi ikke holder så stramt på vagttider, men giver hinanden lidt ekstra søvn hvis vi har overskud selv. Men på den måde kommer vi til at bruge mange timer til at hvile I, for en vagt overlapning tager op til en halv time, når det er svært at vågne fra den korte søvn. Og det er ikke nemt at starte sin søvn allerede kl. 20.30.
Vi er gået I “sejler-mode”, som vi kalder det. Dvs. vi er nået ned I et tempo, hvor alting tager den tid, det nu engang tager. Det er de basale ting, der fylder som mad, søvn, vand osv. Vi bliver ikke oversvømmet af alle de informationer af vigtig eller oftest uvigtig art, som en almindelig hverdag fylder os med. Vi skal ikke tage stilling til rudekuverter, reklamer og elregninger. Når vi kommunikerer med andre via HF radioen, er det de basale allermest nødvendige oplysninger, der udveksles. Opmærksomheden omkring vores indre er skærpet: hvad har jeg brug for, og hvad har jeg lyst til??? Min trofaste følgesvend igennem meget lang tid har forladt mig, min næsten konstante hovedpine… jeg har tid til at mærke, når jeg spænder op og er opmærksom på at spænde af.
Dagen bød også på delfinshow. Der var en springen op og ud af vandet. For os ser det ud som en kåd leg, men mon ikke der er en god mening I det? Delfiner jager I flok, så de kaster sig muligvis rundt efter fisk I ren sult :-). Så I håb om at teorien holder, og der er fisk, hvor der er delfiner, kastede jeg snøren ud for også at få del I “kagen”. Men dog uden noget held I dag.
Vinden er svingende og meget ustabil I styrke. Så I formiddags måtte vi kapitulere og tænde for motoren. Var vi fortsat I samme kurs, ville vi være endt I Afrika. Der har vi godt heller aldrig været, men det skulle ikke være denne gang, havde vi bestemt. Så vi rettede kursen op mod den vestligste af Kap Verde Øerne og satte selvstyreren til. Samtidig satte vi watermakeren til, så der kunne blive helt frisk vand at drikke. Den ligger under køjen I bagbords side, hvor vi lige nu ligger og sover. Men John forsikrede med ørepropperne godt proppet ind, at han ikke blev generet af lyden fra watermakeren. Han kunne kun høre den rytmiske lyd af motoren heldigvis.
Vi spiste sen morgenmad efter Johns formiddagssøvn. Det blev senere at komme til ro end planlagt, for han havde et værre hyr med at stille Marie ind (vores Aries vindror) på grund af den svage vind. Han ville ikke vække mig og overi lade mig styringen/vagten, før der var ro på kursen. Det er jeg ham taknemmelig for! Vi er meget glade for vores vindror, men det har sin begrænsning, når vinden er svag. Så er der nødt til at være én, der hele tiden har et øje og øre på kursen, vindretningen og -hastigheden. Det er John rigtig god til. Selv mens han er optaget af at læse, er han opmærksom. Det giver mig mulighed og plads til at ordne praktiske dagligdags ting imens.
Efter morgenmaden og hele den lyse dag har jeg skrevet dagbog. Der har ikke været tid og lyst til det før nu. Frokosten bestod af gårsdagens suppe og en rest gryderet spist ved tretiden, lige før John næsten døde af sult….
På Viau har de sat uret en time tilbage. Det skal man gøre gradvist, nemlig for hver gang man har passeret 15 længdegrader. Vi har overvejet at gøre det en af de kommende dage. Vi har ca. 200 sømil til den vestligste af kap Verde Øerne. Det er vigtigt at gøre det lidt efter lidt, så kroppen når at indstille sig.
8/12: I dag skulle vi have julefrokost i salonen. Jeg brugte formiddagen til at bage rugbrød og franskbrød. Et projekt af dimensioner med bådens store rulninger taget I betragtning. Jeg fik dækket op med juledug på bordet og julemusik I cd afspilleren. I kassen med julekalendergaver var sandelig to cd´er med julemusik. De har virkelig tænkt på at skabe en julestemning for os de kære unger 🙂
Frem fra julegemmerne fandt jeg en dåse kippers til mig, og John fik rødbeder til leverpostejen. Den marinerede sild vi har slæbt med fra Danmark, har han besluttet at gemme til tættere på jul.
Alle forudsætninger undtagen samværet omkring bordets glæder med vores kære var til stede. Men desværre lod julestemningen noget tilbage at ønske. Når man skal holde på madvarerne hele tiden, mens man spiser, og glasset vælter med juice ud over hele kippersmaden, så er svært at bevare lysten til at julehygge. Men vi forsøgte da efter bedste evne, og det kommer til at sætte fremtidige hjemlige julefrokoster I perspektiv.
Jeg har medbragt enkelte “bløde” juleting til at pynte op med rundt omkring. Det er blevet en “tradition” at snigenissen hænger en juleting op, mens kaptajnen sover til middag. Så venter hun på, at han opdager dagens julepynt 🙂
Dagens kalendergave til kaptajnens store glæde var en pose flæskesvær! Jeg truede ham med at konfiskere den til brug juleaften. Men det faldt bestemt ikke I god jord….
Efter sådan en aktiv dag følte jeg mig noget træt og brugt. Vi fik en god snak om prioritering af energi ombord, og her kommer julefrokost vist ikke ind under. At være ombord på en båd og bevæge sig rundt uden at komme til skade er meget opmærksomheds krævende. Og når der så yderligere skal produceres mad eller vaskes op I cockpittet, eller det er dagen for badning I cockpittet, ja så bliver dagens energi hurtigt brugt op. D e praktiske opgaver skal jo løses I de lyse timer, og der skal også være tid til en middagslur, for det tærer på kræfterne at sove I korte intervaller.
9/12: Natten var ikke særlig rar at have vagt I. Vi havde fuld sejlføring, da der ikke var noget tegn på, at vejret ville ændre sig. Så kan vi altid rulle forsejlet ind, hvis det bliver nødvendigt. På min vagt øgedes vinden dramatisk I løbet af meget meget kort tid til over 11 meter I sekundet. Jeg blev meget forskrækket og måtte hente hjælp hos kaptajnen. Efterfølgende kom der lidt regn, så det har nok været vores første squell. Vi fik snakket om, hvad jeg kunne gøre en anden gang, så da vinden øgedes lidt senere, var jeg mere forberedt. En ikke særlig behagelig oplevelse. Så efter denne nat var vi begge noget brugte, og tog den med forholdsvis ro om dagen.
Kalendergaven I dag var en billedserie af min datter, Sille, og hendes kæreste Patrick fra deres ferie I hans hjemland, Irland. En gave der trak glædestårer hos moderen. Jo, jeg savner mine kære I Danmark, men det er jo en del af den pris, jeg betaler for at få oplevelsen. Så selv om det ind imellem er hårdt at være mor på langdistancen, så giver det også mulighed for at vende tilbage fra et nyt perspektiv.
Da jeg ville lave æggekage til aften, opdagede jeg, at mine smarte plastikæggebakker havde været for tætte for æggene. Der var begyndt at danne sig mugpletter på nogle af æggene. Så alle æggene blev anbragt I de tynde bakker fra købmanden I stedet, hvor luft kunne komme til. De mest angrebne slog jeg ud I en skål en for en og tjekkede, at de var gode nok. Det var de heldigvis. Mens jeg fandt panden frem, stod skålen på bordet med en gummimåtte under for at holde den på plads. To sekunders uopmærksomhed og en forkert sø, så lå alle æggene I vasken :-(. Det blev ikke til æggekage den dag!
10/12: Klog af sidste nats erfaringer havde vi rebet storsejlet til andet reb for natten. Trods det skød vi en god fart igennem natten, som blev forholdsvis udramatisk.
Døgnet viste sig at give den hidtil længste tilbagelagte døgn-strækning, nemlig 131 nautiske mil, så det var vi rigtig godt tilfredse med. En halv knobs merfart kan vise sig at korte sejladsen af med et døgn I den anden ende. Et ikke uvæsentligt argument for at forsøge at optimere hastigheden. Men vi er heldigvis enige om, at det ikke under nogen omstændigheder må gå ud over vores sikkerhed.
Formiddagen gik med at klore og vaske karklude. Et ikke uvæsentligt stykke arbejde set I lyset af risikoen for maveforgiftning. Vi var begge en tur på dækket, og for mit vedkommende mærke, hvordan det føles at bevæge sig rundt med line på, når det ruller meget. At det ikke er så farligt, som man tror, når man står I cockpittet.
Så stod den på gryderet med rødløg, hvidløg og det sidste peberfrugt I tomatsovs, mums. Hertil en omgang spagetti. Så var der til varmemad dagen efter, for vi ved aldrig helt, om det er til at lave mad dér. Vi er begyndt at spise varm mad af dybe tallerkener, for det er nemmere at styre på den måde.
Kalendergaven I dag gemmer vi til vores halvvejsfest, så skal vi have et glas julegløgg, sponsoreret af vores unger, tak for det!
11/12: Natten havde været noget vippende for Awareness. Der skulle bruges megen opmærksomhed I at samarbejde med vindroret, så kursen kunne holdes nogenlunde. Vinden skiftede ofte retning, og bølgerne gjorde sit til den urolige sejlads. Anstrengende at være på vagt på den måde, så vi kortede vagterne lidt ned. Man kan ikke holde koncentrationen mere end et par timer på den måde.
Nu har vi set de første flyvefisk. De ser virkelig ud, som om de flyver hen over bølgerne med vingerne spredt ud. Og så er de små sølvskinnede fisk bare gode til at springe med finnerne strakt ud. Men sjovt ser det ud. Endnu er der ingen landet på dækket, men det sker nok.
Jeg fik bagt brød igen I dag. Det var godt vi havde rester fra gårsdagen til middag, for der er gang I søen også I dag.
Vi ville have været I bad I cockpittet, men dertil var det hele for uroligt. Det er utroligt, hvordan ens grænse flytter sig lige her, når man skal bade under de forhold.
Watermakeren var blevet noget langsom I sin produktion I dag. Vi fandt ud af, at den sugede luft ind, så den ikke havde så meget kraft til at presse vandet gennem filteret. Det fiksede John, min superhandymand. Hvis han ikke var så fiks på fingrene, så var vi slet ikke kommet hertil!
John smilede stort, da han pakkede dagens kalendergave op: en tube remoulade og en pakke rasp. Ude I verden har vi ikke kunnet finde remoulade nogen steder, og lagret er ikke længere så velforsynet. Raspen er til at fore gasbageformen, så brødet kan komme ud af formen igen. Det har jeg ikke kunnet finde I starten af rejsen.
Over HF radioen fortalte Jens fra Viau, at de havde haft en drøj nat med op til 15 sekundmeter. De ligger et stykke foran os. Per fortalte, at vejrfilerne indikerede, at blæsevejret lige ville gå nord om os. Men for en sikkerheds skyld rebede vi til og med 3. Reb til natten.
12/12: Natten igennem sejlede vi tæt på et andet sejlskib havde heldigvis AIS´en tændt, så vi hele tiden kunne følge deres kurs og fart. AISén ville jeg bare ikke undvære I de mørke nætter, selv om det selvfølgelig ikke fritager en for at holde behørigt udkig.Der lå endnu et sejlskib længere væk, men uden AIS.
John fik en gevaldig forskrækkelse: et stykke ude var en meget oplyst trawler I fuld sving, og pludselig dukkede en lille bøje op ca 10 meter til bagbord. Den havde gemt sig I de høje bølger. Så John måttet lynhurtigt lave en 90 graders drejning til styrbord for at undgå trawlet. Jeg tør ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis han ikke havde fået øje på bøjen og var sejlet ind I trawlet…
Dagen bød på store bølger, men ikke så meget vind. Den der var, var næsten læns, men ikke stabil, så det er om at tage sine forholdsregler. Vi havde storsejlet I 2. Reb og forsejlet lidt ude.
Vi fik med besvær badet vores legemer, uanset om vi trængte eller ej :-).
13/12: Vinden var svag, så det blev en lidt stille, langsom sejlads. John havde på sin vagt følgeskab af en hollandsk båd på en parallel kurs. Pludselig kunne han se på AIS´en, at båden ændrede sin kurs og gik stik syd. Mon han vidste noget om vindens styrke og retning I de nærmeste dage, som vi ikke vidste?
Dagen gik sin stille gang med rullende bevægelse. Lige sådan en sejlads jeg får masser af blå mærker af. Jeg skal være ekstrem opmærksom på, hvordan jeg bevæger mig og helst være et øjeblik foran bådens bevægelser for at undgå at slå mig. Det kræver min energi hele tiden.
Midt på eftermiddagen var vores tålmodighed med den svage vind brug t op, og motoren blev startet. I samme øjeblik blev watermakeren sat til, så vi fik lagrene fyldt op. Watermakeren yder ikke helt den lovede mængde vand I timen, nemlig 5-6 liter, snarere ca. 4½ liter. Så John har truet den med at skifte filteret!
Vores køleboks bruger al for megen strøm I forhold til den effekt, vi får ud af vindgenerator og solpanel. Når vi sejler for sejl, skygger storsejlet noget af tiden og gør panelet mindre effektivt. Vindgeneratoren yder en lav nogenlunde kontinuerlig grundstrøm. Men er ikke så effektiv, som vi havde håbet. Vi har derfor besluttet, at vi vil købe endnu et panel, når vi kommer frem. Det skal placeres på søgelenderet I siden og kunne vippes alt efter solstrålernes vinkel. Så får vi forhåbentlig ikke problemer med strømmangel fremover.
Mens John snakkede med Per og Jens over HF radioen til middag og fik de sidste nyheder, både vejrmæssigt og socialt, vaskede jeg op I cockpittet. Også her skal opmærksomheden være I top, ellers ligger “det kongelig porcelæn” på dørken…..
På grund af besværet med at holde til køleboksens strømforbrug er jeg begyndt at bruge af de lettest fordærvelige madvarer I boksen først. I dag var det baconens tur. Det blev svitset med løg og hvidløg, tilsat strimlet savoykål og carrypasta. Til sovsen tilsatte jeg en god del fløde og tilsidst kom den henkogte svinemørbrad I. Alt serveret med løse ris, værsgo det er en ny måde at få mørbrad på 🙂
Maden blev dog udsat et par gange til aften, for et lavtryk med mørke skyer kom imod os fra nord. Da vinden begyndt at komme, fik vi hurtigt sat storsejlet I 2. Reb og hevet hele genuaen ud. Det blev til en god time for næsten fulde sejl, så vi fik lidt gratis sejlads. Jeg kunne mærke, at min oplevelse med den natlige squell stadig sad I kroppen som bangehed, så jeg var ved at piske en stemning op. Men John forsikrede mig om, at det selvfølgelig ville gå fint. Jeg skulle se på det som en mulighed for at kunne sejle bedre. Og det gik også fint, vi fik fart I båden og indhentede lidt af den strækning, den svage vind ikke havde kunnet give os.
Der er ikke noget at sige til, at vores køleboks skal køre meget ofte. Temperaturen I kahytten var 32 grader, da jeg skulle sove. Først da vi fik skabt gennemtræk, og ventilatoren kørte, fandt jeg ro nok til at sove. Det er ikke sjovt at ligge badet I sit egen varme, når man skal sove. Hen ad morgenstunden, mens John sov, har det trukket med kold luft ned I kahytten, så han var blevet kold. Det var ikke så godt, for han er ikke kommet helt over sin forkølelse og hoster endnu. Så vi må være lidt påhitsomme med at få dækket af ned til kahytten.
Desværre holdt den gode vind kun en god time, for så at gå I øst og næsten I stå. Så passatvinden lader vente på sig hos os.
14/12: Det blev en meget meget stille nat både vejrmæssigt og trafikmæssigt. Vi var nede at logge 2½ knob over grunden og havde svært ved at holde kursen på 270 grader. Det var en smuk nat, og halvmånen havde vi stor fornøjelse af til ved halv to tiden. Den lyst meget klart, og jeg har aldrig set så smuk en månenedgang før. Den lignede en orange skål, der langsomt lagde sig på havet og sank under vandet. Virkelig smukt syn. Ydermere gav stjernerne sit eget show: der var utrolig mange stjerneskud, både nogle der lignede en raket, der faldt ned, og nogle hvor man bagefter var I tvivl, om der nu havde været et, så svagt sås det.
Vinden brugte hele kompasset mange gange denne nat, mens motoren fra ved tretiden gjorde sit til at få fremdrift. Det kan være meget monotomt at sejle for motor, så mens selvstyreren gjorde sit arbejde, og der kun var udkigget tilbage til rorskvinden/-manden, så blev musikken sat I ørerne til at underholde/holde vågen.
Morgengryet var et helt kapitel for sig. Der var masser af skyformationer, som solen kæmpede sig plads igennem, og det var rigtigt smukt gennembrud. Jeg nød at have tid til at følge naturens scenarie og filosoferede over, hvor privilegeret jeg var at have den tid og mulighed. I hverdagens trummerum, hvor tid er penge, er det ikke just det, vi prioriterer. Så jeg følte mig meget rig I dette øjeblik!
Lige nu mens jeg skriver, er der 32,5 graders varme, hvor jeg sidder ved kortbordet. Og jeg har endda ventilatoren tændt, så jeg får en fin kølig luft imod mig, hurra for Johns idé med at købe en ventilator til 12 volt, så den kan køre undervejs!
Motorsejlads og havet roligt næsten som et stuegulv muliggjorde, at vi kunne hælde diesel på tanken. 66 liter blev det til, og så er den ikke fyldt op. Men nu ved vi, at vi I hvert fald kan sejle min. 60 motortimer på en tank, uden at blive urolig for at gå tør, når vi vipper.
Vi fik samtidig kørt med watermakeren, og hældt 20 liter på vandtanken. Så vanddepoterne er I top med 110 liter påtanken og 55 liter ved siden af.
Vi forsøgte at afkalke vores udløbsventil til wc´et, men det skal have nogle gange for at virke.
Da jeg senere ville smøre brød, viste det sig, at det allerede var begyndt at mugne. Jeg kom I tanke om, at jeg havde glemt at tilsætte en tsk citron til dejen, så brødet holder sig friskt længere. Det råd er hermed givet videre. Så jeg improviserede nogle pølser og spejlæg, samt resten af gryderetten fra I går.
Så er vi nået godt halvvejs af den 5600 km (3100 sømil) lange sejlads over Atlanten. Jeg har ikke haft den store skrivetrang, men har alligevel haft en del på hjerte. Vi har nu været 14døgn på søen, hvilket er ganske lang tid. Som det ser ud nu så harvi yderligere 12døgn inden vi kommer frem. Men vi ved aldrig helt om det kommer til at passe, for vejret er en joker, som vi ikke helt kan tage for givet. Lige nu kører vi for motor og leder efter Passatvinden. Vi er nu nede på 14 grader nord, hvilket er ganske langt nede.(ud for Gambia) Vi skal ned på 11.21 inden vi når frem, så der er lang vej endnu.(1400 NM)
Gerda har allerede skrevet om de enkelte dage, så det vil jeg afholde mig fra. I stedet kunne jeg godt ha lyst til nogle mere overordnede betragtninger .Som sagt har vi nu været14 døgn på søen, så vi er kommet ind I en rytme og har fået lidt erfaring. Der er mange vinkler på sejladsen, vejret, hverdagen, samspillet, afhængigheden, teamwork, parforhold, drømme, vejret osv.
Vejret spiller en utrolig stor rolle; hele døgnet har vi fokus på det. Vinden der skal bringe frem eller fraværet af den. Vindstyrken, der bestemmer sejlføringen og hvilke aktiviteter som vi kan foretage os. Bølgernes retning og styrke der også bestemmer en del om kursen. Hvordan kan vi komme fra a til b på bedst mulig måde eller med mindst muligt ubehag.. Når vinden og bølgerne er I sit værste lune, så kører vi ren overlevelse. Så klarer vi kun lige det mest basale, fremdrift af båden, spise og sove. Når det så er lidt bedre, så kan vi bade, lave mad, rydde op, gøre rent, lave små reparationer, snakke sammen og måske læse en bog.
Om dagen (9 – 19.30) er vi fælles om opgaverne. Omkring 19.30 går vi I vagt. Hvis vejret er godt så kører vi 3 timers vagter. 3 timers vagt og 3 timers søvn. Det gør vi så I 2 omgange. Så det bliver til 6 timers vagt og 6 timers søvn hvert døgn. Så går der lidt tid ved hvert vagtskifte, hvor vi lige snakker sammen om hvad der er sket på vagten og om der er noget der kræver speciel opmærksomhed. Hvis deterdårligt vejr, så kører vi 2 timers vagter.
Det er nu 14 døgn siden vi har sovet sammen og har fået en nats sammenhængende søvn. Det går meget godt med denne løsning, men vi kan godt mærke at vi ind I mellem er knap så overskudsagtige som vi plejer at være. Det er fysisk og psykisk krævende at være på mærkerne og være underlagt nogle vejrmæssige faktorer, der helt bestemmer hvad vi foretager os og
hvordan. Så vi kører på en måde en hverdagsprofil som derhjemme bare på en anden måde. Vores udsigt er fantastisk smuk og nogen dage skræmmende det kan skifte meget hurtigt.
Vore sidste døgn har været et lususdøgn, for vi har kørt for motor og selvstyrer. Det giver lidt mere plads til afslapning.
Alt I alt står vores hverdag her I stor kontrast til vores hverdag derhjemme, hvor vi har en større grad af faciliteter og personligt råderum. Det sætter I høj grad perspektiv på tingene og hvad vi foretager os derhjemme. Principielt har vi alt hvad vi skal bruge her, men der er ingen luksus udover måden vi bruger vores tid på og til. Lige nu står der en dieselmotor og larmer I vores soveværelse…
Her er vi for det meste styret af ude fra kommende faktorer og har ingen kontrol, men reagerer for det meste på ude fra kommende faktorer. Det er nok lidt anderledes derhjemme, hvor vi har en større fleksibilitet, på trods af at vort liv til en vis grad er styret af en kalender.
Inden længe er vi forhåbentlig fremme på Tobago, der virker så fremmedartet I forhold til det vi er vant til. Glæder mig rigtig meget til at opleve det nye. Vi har læst lidt om Tobago I de pilots som vi har investeret I. Det lyder fantastisk spændende. Glæder mig til at fortælle om det I vores rejsebreve. Nu er klokken 5.15 skibstid og jeg skal snart afløses på vagten, men inden da skal jeg lige lave kaffe/the til Gerda , så hun har lidt at vågne på inden hun overtager morgenvagten. Så skal jeg I seng og ha mine næste 3 timers søvn. Lige nu er der kommet lidt mere vind og lidt højere dønninger, så Passaten er måske på vej?? Så kan vi slukke for motoren igen og freden sænker sig igen over skibet- og der bliver plads til alle de andre lyde der er i sådant et sejlskib for sejl. Nu har motoren I soveværelset kørt godt 1 døgn…
15/12: Natten igennem var der ingen vind, så vi kørte for motor. Morgenen bød på vind, så vi skiftede kurs fra 240 til 280 og stoppede motoren kl. 8.30. Det gav en velsignet fred om bord at slippe for motorlarmen og I stedet lade Marie, vores vindror, styre. Dagen bød på en overskyet himmel med vind fra nordøst mellem 4-6 meter I sekundet. Morgenlyset afslørede, at flyvefiskene er begyndt at lande på Awareness. Der lå en stor I cockpittet, og på dækket nogle stykker I forskellige størrelser. En lille bitte flyvefisk er hængt til tørre. Det er en tradition, at der hænger en tørret flyvefisk og pynter på juletræet, hvis man er til havs den 24. December 🙂
På min vagt I nat mødte jeg et skib med masser af lys, som John gjorde tidligere. Da vi jo havde talt om oplevelsen, vidste jeg, at det bare var om at komme væk. Heldigvis kørte motor og selvstyrer, så det var der ingen problemer I. Men jeg undrer mig såre over, at et så stort fiskeskib, der fisker med andet end trawl og som kan have fiskeredskaber mere end 150 meter fra skibet, ikke er pligtig til at have en AIS om bord. Det ville unægtelig gøre tilværelsen nemmere for de øvrige både I nærheden, at man kan se deres kurs.
Dagens gave var finsk lakrids med en tilføjelse:”med tanker fra Danmark”. Jeg tror, det er min datter, der har fundet på det, for hun ved, jeg elsker sød finsk lakrids 🙂
Om aftenen drak vi et lille glas champagne for at fejre, at vi var over halvvejs til Tobago.
16/12: Natten igennem skød vi en god fart, så vores døgnstrækning var 139 nautiske mil, rekord på turen.
Formiddagen blev brugt til at bade I cockpittet. Utroligt som det frisker på ens velbefindende at blive soigneret, men det kræver også noget energi.
Watermakeren fik nyt forfilter I dag, og kvitterede med at være noget hurtigere til at presse saltvandet gennem filteret.
I dag fik vi saltbomber og havets drømme. Så der var lidt til de lange nattevagter.
Energien var ikke til at lave varm mad I dag, så den stod på smurte madder I stedet.
17/12: Det blev en nat med megen rullen med vinden skiftende både I retning og styrke, men fortrinsvis fra øst dvs. Læns-sejlads. På min nattevagt landede der en flyvefisk på den bageste bænk I cockpittet. Lige som jeg havde besluttet at vifte den ud, fik den selv vrikket sig længere ud på bænken og den næste hældning I båden hjalp den tilbage I havet.
Mine tanker gik til min datter, som var på vej til Irland og holde jul med sin kærestes familie.Dejligt for hende at få lov at prøve at holde jul I et andet land med en lidt anden kultur. De er katolikker, så hun må nok vente med at få sin gave til den 25. I år.
Savnet efter mine kære er stort I dag og gør mig noget mismodig. Den evindelige rullen har gjort os begge noget slidt indeni, så jeg har svært ved at holde humøret oppe I dag. For at muntre os op ville jeg bage pandekager, men ak og ve, æggene lugter ikke godt, og jeg tør ikke bruge dem. Så resten røg overbord, og jeg forsøgte mig med en drømmekage. Den blev nu ikke helt vellykket, men kan godt spises. Så I stedet for pandekager, blev det til burgere med skinke og diverse.
I dag fik vi sjove juleservietter. Det er rigtig fint, for det har jeg ikke pakket. Så nu kan jeg pynte op juleaften.
18/12: I nat havde vi rebet ned I andet reb, hvilket viste sig at være en fejltagelse. De mørke skyer I horisonten blev ikke til vind hos os, og det blev en rullenat, og Marie kæmpede for at holde kursen med den svage vind. Så da jeg blev vækket om morgenen, gik John på dæk og rebede til 1. Reb. Senere hejste han det sidste, for vinden lader noget tilbage at ønske. Det er meget enerverende at rulle så meget I bølgerne uden en ordentlig styrefart. Men min forsigtighed/angst for en evt. Megen blæst fik styret for meget. Det er nu anden gang, vi prøver at ligge og rulle, hvor vi har for lidt sejl oppe til at have fart I båden, så jeg må hellere skynde mig at blive noget modigere.
Dagen var overskyet, så det var for lidt vi fik ladet på solcellerne, desværre. Så vi var nødt til at køre med motoren, samtidig med at vi har radiokontakt med Jens kl. 17 UTC, dvs kl. 15 lokal skibstid. Det lod til, at vi har tabt kontakten med Per for tiden, desværre. Håber at kunne genoptage kontakten lidt senere på en anden frekvens. Det er rart at høre nyt fra ham, både socialt og vejrmæssigt.
Vinden er igen faldet, så vi har kun mellem 2-5 m/s at gøre godt med, hvilket ikke er ret meget. Så vi ruller langsomt afsted igen igen…Som det ser ud nu er vi først fremme tidligst den 27 december..
I eftermiddag passerede vi punktet, hvor vi har 1000 nautiske mil tilbage. Jeg har gjort en lille hymne til at fejre dagen. Den rimer ikke, men den passer:
På melodien: “I skoven skulle være gilde”
1. Nu er der kun ét tusind
nautiske nil tilba
til vi er fremme ved den ø,
vi ønskeros at se.
Tobago det er navnet
Caribien hedder egnen
“For strøm og vind og bølger
bringer os på rette kurs”
2. Sejladsen moddet fjerne
satte vi en dag
hvor drømmen om en solskinsø
blev stærkere dag for dag.
Vi købte proviant
og forberedte meget
“For strøm og vind og bølger
bringer os på rette kurs”
3. Det kræver mange kræfter
at nå til drømmes mål.
Vi håber, at gevinsten dér
er alle trængsler værd.
Vi kæmper til det sidste.
Og holder fanen højt.
“For strøm og vind og bølger
bringer os på rette kurs”
4.Når sejlene skal sættes
og maden bæres frem,
vi yder begge, alt vi kan
og gerne mere til,
Ja samarbejde skal der til.
Når vi skal raske frem.
“For strøm og vind og bølger
bringer os på rette kurs”
5. Awareness er på kursen
og mangler kun så lidt.
Et tusind mil er ikke langt,
for vi har sejlet mer`.
Solen her er varm,
delfinerne de sprang.
“For strøm og vind og bølger
bringer os på rette kurs”
De sidste par dage har været prøvelsernes dage på flere områder. Det har været så som så med vinden og dermed også fremdriften. Vi har været på vandet I 18 dage og er ved at være lidt tyndslidte. 18 døgn med vagter, sygdom, søsyge, for lidt søvn, dønninger, der kaster rundt med os I et væk og for lidt sammenhængende søvn. Det sætter sine spor, og tester vores mod og udholdenhed. En anden del erden måde, hvormed vi forvalter vores lederskab. Ombord er der 2 former for lederskab. Det personlige som vi har hver især og det formelle. Ombord er jeg officielt kaptajn, og det lyder måske lidt formelt for udenforstående. Men et skib skal ha en kaptajn. En kaptajn er at sammenligne med en direktør I et firma. Han tegner firmaet ud af til og har myndighedskontakten, han har det formelle ansvar og I sidste erdet hans ansvar, både når det går godt og skidt. Det er hans ansvar, at der bliver “produceret” noget, og at de fastsatte mål bliver nået til rette tid og på rette vis. Han er også personaleansvarlig og skal sikre et godt og sikkert arbejdsmiljø ombord. Han har I følge søloven ansvaret og er givet nogle særlige beføjelser Når jeg skriver han, er det ikke en kønsspecifik stilling men kan bestrides af begge køn.
Jeg har været leder I en del år I flere forskellige virksomheder på forskellige niveauer. Men jeg har aldrig været kaptajn før nu. Det er en ny, men ikke ukendt rolle for mig. Herre gud vi er jo også bare et ægtepar på tur ud I den store verden I en sejlbåd… Men vores erfaringer undervejs kommer til at stå I et nyt lys. Ikke fordi der er noget nyt I det, men perspektivet har ændret sig under vejs. Det er både spændende men også et stort ansvar, hvor en rigtig forkert beslutning kan betyde liv eller død. Her er ingen kære mor eller hjælp at hente. Man kan heller ikke lige ringe til en ven og spørge denne til råds. Her ude er der ofte kort vej mellem liv eller død – og ansvaret ligger kun et sted – hos kaptajnen!! Det er også hans ansvar at holde skibet I sødygtig stand og bringe skib og besætning sikkert I havn. Man kan ikke lige køre på værksted eller tilkalde en tekniker, tilkalde vagtlægen eller en ambulance, der lige klarer problemet. Der ud over er der de sundhedsmæssige aspekter som er en del af det at holde skibet I sødygtig stand. Så når man tiltager eller bliver tildelt rollen som kaptajn, så følger der en del med….
I praksis taler vi om tingene under vejs, men I sidste ende er der en, der skal træffe de endelige beslutninger. I vores tilfælde er det mig. Under vejs på turen har det affødt mange samtaler, diskussioner og skænderier. Men rollefordelingen er efterhånden faldet på plads og har fundet en form, som vi begge kan acceptere. Men det kræver en afklaringsproces som mange kvinder, der ikke har aftjent værnepligten, kender til. Nemlig det at parrere ordre eller sagt på en anden måde- gøre som der bliver sagt- uden at diskutere det. For eksempel kan man ikke diskutere midt under en havnemanøvre. Der skal man gøre som kaptajnen “befaler”. De mænd som har aftjent værnepligt ved hvad det betyder I praksis. Der er 1 der træffer de endelige beslutninger og de andre adlyder de afstukne ordrer – efter bedste evne!
Så støder man på første problemstilling, nemlig det at udstikke nogle ordrer, som er tydelige for andre end ham selv og mulige at eksekvere I praksis. Den anden problemstilling er, om besætningen har den nødvendige viden, forståelse og erfaring for at eksekvere ordren. Det er sørme også skippers ansvar…Det kræver rigtig meget af ens faglighed og personlighed. Begge dele er nødvendige for at bringe skibet, ladningen og besætningen sikkert frem til næste havn.
Men hvordan reagerer man under pres under til tider umenneskelige forhold, som ville få enhver fagforeningsmand til at ryge I flint. Det kommer tydeligt frem efter 18 døgn på søen. Det er en hård omgang, der afklarer ens styrker og udviklingsområder. Men heldigvis så flytter ens grænser sig under vejs I processen, og man opdager nye ressourceområder, som man ikke vidste, man havde -og heldigvis for det. Andre gange føler man sig som en ludobrik, der lige er slået hjem igen.. Men så må man op på hesten igen og øve sig lidt mere eller tilegne sig den
nødvendige viden og erfaringer. jo, det kræver en del at være skipper, besætningsmedlem eller leder ude I det store erhvervsliv…
Til ovennævnte vil jeg, et menigt besætningsmedlem, gerne knytte et par kommentarer. Jeg har ikke været værnepligtig, er vant til at man snakker om tingene og er fælles om beslutninger (fra en pædagogiske verden), har selv været leder I pædagogiske institutioner, hvor der er stor grad af demokrati. Samtidig er jeg begynder udi sejlads og forsøger at suge til mig af viden om, hvordan ting på et sejlskib fungerer, og hvad der skal gøres hvornår, hvordan og hvorfor.. Det har været og er til stadighed svært for mig at modtage ordrer og udføre disse. Først og fremmest nok fordi det byder mig imod at modtage ordrer :-). Men også fordi jeg ikke altid forstår meningen med ordren, eller hvordan den skal eksekveres. For mig skal det give mening, når jeg skal gøre det, og hvis jeg ikke forstår det, begynder jeg at tænke og vil have forklaret meningen… det tager ofte al for lang tid I situationen. Her skal der handles hurtigt, siger kaptajnen. Og det kan jeg jo godt forstå, set I bakspejlet. Men I situationen bliver jeg irriteret over at skulle modtage ordrer. Også dem jeg ikke forstår. Jeg arbejder på at acceptere det, men det er en hård nyser…
19/12: Motoren kørte hele natten på grund af manglende vind. Det er til at blive tosset af at ligge og vente på vind og rulle rundt uden styrefart. Men vi har begrænsede mængder diesel at gøre godt med, så der skal virkelig prioriteres.
Dagens gave med fotos af Johns datter og svigersøn bragte glæde og ny energi til os. Der er ikke noget så godt som at lade tankerne gå til vores kære, og vide at de er der, og mærke den store betydning, de har for os.
Jeg lavede en gang skipperlabskovs med mit trykkogte oksekød og pulverkartoffelmos. Det smagte fint, men så ikke helt ud som vanligt. Men endnu engang glæder jeg mig over, at jeg har så store mængder trykkogt kød af forskellig slags med, så jeg nemt kan variere vores kost.
Sidst på eftermiddagen fik vi besvær med at holde Marie, vores vindror, på kursen. Vinden var fra skiftende retninger og ustabil I styrken, så til aften satte vi selvstyreren til at passe retningen. den bruger en del strøm, så det er også en prioritering at bruge den.
20/12: Vi var nødt til at køre med selvstyrer hele natten, for vinden var noget uberegnelig.
På min nattevagt fik jeg prøvet at gå over stag alene, for vinden skiftede. Men selvfølgelig var der en overraskelse til mig også, nemlig endnu en squell, så jeg måtte kalde på John. Vinden skifter hurtigt både retning og styrke, når det sker, så jeg var glad for, at vi havde rebet ned til 2. Reb I storsejlet. Efter Johns nattevagt med selvstyrer havde han gemt opgaven med at skifte til vindror til mig….. nå, jeg tog tilløb et par gange, og så gik det fint. Formiddagen var solrig, med ok vind, med 2. Reb I gårvi mellem 4,5 og 5,5 knob.
Nu kl. 10 skibstid er der 787 nm tilbage. John sov hele formiddagen for at indhente sin forsømte søvn. Han er en skrapsak, når der kommer en kritisk situation som f.eks. En squell. Han bliver iskold og skaber sig et overblik over situationen I modsætning til mig. Jeg skal først bruge energi på at berolige mig selv, så jeg ikke helt panikker. John er kaptajn ombord af gode grunde, og jeg må så lære at parere ordrer, uanset om jeg forstår hvorfor eller er enig.
21/12: Endnu en nat med forskellig vind. Vi var godt og grundigt trætte af at ligge at rulle og mangle styrefart.
Vi fik åbnet dagens pakke, som har ligget I køleboks hele December og viste sig at være to små glas sild. Dejligt for John som strålede.
I dag fik vi brugt de gulerødder, som stadig kunne bruges til en gryderet med kalkun på glas, løg og tomat. Så var der varm mad til to dage. Rulleriet og trætheden gjorde, at der kun blev kræfter til at vaske op. Vi skulle være over Marie hele tiden, for hun havde svært ved at holde kursen I de høje dønninger.
Vi fik en god snak om, hvordan det er for os at være ombord. Intet kan skjules for hinanden og en selv, og vi kommer meget nær os selv og hinanden på godt og ondt. Hele tiden flyttes der grænser for, hvad vi kan og orker. Som sædvanligt skulle jeg på køjen ved halv ottetiden, og John startede med en vagt.
22/12: Vi sejlede med forsejl, og John fandt på at sætte et reb I, så det ikke kunne klappe sammen, når dønningerne slog luften ud af sejlet. En klar forbedring I den stadig svage vind.
I dagens pakke var der to små snapseflasker. Dem må vi nu vente med, til vi en dag ligger I havn. Når vi ligger for anker, skal vi hele tiden være parat til at kunne sejle, hvis ankeret river sig løs. Og så går det ikke at være berusede. Så når vi sejler, har vi en nul alkohol politik om bord.
Det var meget overskyet, og dermed havde vi problemer med at få ladet batterierne op via solpanelet. Luftfugtigheden er meget høj, så vi får svedt en masse, og har brug for meget væske at drikke. Om eftermiddagen måtte vi skifte halse. Vi har en mistanke om, at vores vindror ikke er samlet helt rigtigt efter sammen stødet I Nazaré, for det er svært at regulere på den ene halse. Om aftenerne vækkede John mig, da han skulle på dæk og sætte spilerstagen I. Desværre fik jeg rullet hjælperebet til forsejlet med ind, så det satte sig fast I rulle. Heldigvis kunne John skille den ad og få rebet ud. Godt det ikke skete I hård vind!
23/12: Endnu en nat med uberegnelig vind….vores ressourcer er noget nedslidte af den rullen og skiften vindretning og meget langsomme fremdrift. Jeg var så optaget af at forsøge at holde kursen, at jeg ikke fik set en squell, altså et vindskift efterfulgt af kraftig regn, som kom imod os fra siden. Det betød, at vi kom lige ind I den største squell, vi endnu har haft. Den bølgede frem og tilbage, hvilket vi tydeligt kunne følge med I på radaren. Desværre var vi ikke forberedt, og vi kunne ikke nå at rulle genuaen ind med stagen på. Men grejet holdt til den store og timelange belastning, Den squell var ikke nogen rar oplevelse. Bagefter forsvandt vinden igen, mens vi var noget ude af kurs og måtte forsøge at rette op.
Om morgenen var der stadig svag vind, og julestemningen var I bund, så jeg besluttede at digte en opmuntringssang til os:
Melodi: “Nu det jul igen…”
1. “Nu det jul igen
så får vi vind igen
så vi kan sejle til Tobago”
Stemningen er noget mat
selv om sejlet det er sat
passatvind er en vind, vi ikke kender.
2. “Nu det jul igen…”
Gaveønsket har vi dog
for vi tænker kun på ét
“må passaten hurtigt vågne op nu”.
3. “Inderst inde ved vi godt
julestemning nok så småt
den ér I vore egne hjerter”.
Selv om vi er sejlet langt
bærer tankerne os hjem
til alle vore kære hjemme I Danmark.
4. “Nu det jul igen….”
Med positiv´ forventninger
sammenhold og kærlighed
skaber vi den rette julestemning.
24/12: Klokken er 6.30 skibstid, 10.30 dansk tid og min morgenvagt er ved at være slut.vi har lige passeret den 54 længdegrad og mangler nu kun 6 grader, hvilket svarer til 388 nm. En forholdsvis rolig nat med et enkelt besøg af en squall. Vi skiftede til en sydligere kurs og undgik de værste vindstød og styrtregnen, der følger med. Vi har igen vind, hvilket har været en mangelvare de sidste 4 døgn, hvor vi periodisk har kørt for motor ind I mellem,. og vores dieselbeholdning er ved at være noget slunken.
Det er juleaftensdag, og juleaften kommer vi til at tilbringe på havet langt fra alt og alle dem, vi elsker og holder af. Lidt trist, men sådan er det jo bare, og det må vi acceptere, men mærkeligt bliver det nu. Selv om vores børn har gjort alt, hvad de kunne for at bringe os I julestemning med deres flotte julekalenderpakker :-). Tusind tak for det. I har været ret kreative!. Vores tanker har kredset meget om vores kære derhjemme. Har hørt fra Per og Susannes døtre at det er sne og frostvejr hjemme. Devar halvanden time forsinket I deres ankomst på Canarieøerne, fordi flyet først skulle afises inden afgang fra Kastrup. Endelig en hvid Jul..
Har siddet og funderet lidt over begrebet tid. Vi har nu været på søen I 23 døgn og har haft masser af tid og dog. For tiden går så hurtigt, og vi når ikke så meget ud over de mest basale ting, der får tingene til at hænge sammen og fungere. Vi har nu kørt døgnvagt I 23 døgn I træk. Her på vandet er det vinden, der bestemmer fremdriften og dermed også har en stor indflydelse på vores tid. Er der god vind, kommer vi hurtigt frem, og er der ingen vind, så kommer vi ingen steder. Plotteren siger, at der er godt 4 døgn til vi ankommer til Tobago, hvis vinden altså holder. Som sagt så har vi det meste af turen manglet vind, og det koster tid, hvilket betyder, at vi må holde Jul på havet frem for at holde den I Man of War Bay sammen med de andre sejlere… Vi har manglet tid, mens mange mennesker har travlt med at slå tiden ihjel, fordi de har for meget af den,,,
25/12: En lidt energi forladt dag. Vi har svært ved at finde julestemningen frem. Dagene er rigtig varme og solen skinner for det meste ubønhørligt hårdt og temperaturen sniger hurtigt over de 30 grader. I kahytten når vi hurtigt op på 33-37 grader. Vi sveder meget, og for det meste er luftfugtigheden ret høj. Så er det om at finde et skyggefuldt sted, hvor der er lidt vind til at svale. De sidste dage er vi begyndt at drikke meget mere end tidligere. Godt vi har watermakeren til at lave friske forsyninger af ferskvand. Efter vi fik badet, gik energiniveauet lidt op, selv om vi er drivvåde af svedkort tid efter. Glæder os til at komme til at bade når vi når frem. Senere fik vi pakket vores sidste kalendergave op. Det var et billede af barnebarnet Emil. Det blev vi rigtig glade for. Tak for det. Senere havde jeg en snak med Jens over HF radioen, der fortalte, at de var nået sikkert frem her til morgen. Vi er ikke helt fri for at være misundelige…Hele dagen kredsede vores tanker om Jer derhjemme, og hvor langt I var nået I dagens gøremål.. Sidst på eftermiddagen gik Gerda i gang med at fremtrylle en julemiddag med mørbrad, brun sovs, rødkål og brunkartofler. Bagefter fik vi Risalamande. Det var bare guf. Men på grund af søgang blev det ikke så flot anrettet, som det kunne være. Det er en heltegerning blot at fremtrylle en så lækker julemenu under så primitive og urolige forhold. Godt gået Gerda!! Kort tid efter middagen var det tid til åbning af pakker fra Sille, Annette og Henning og John fra Tulle 2. Skønne pakker, tusind tak for det. Efter lidt snak om savn af vore kære, var det sengetid for Gerda og jeg tog den første vagt som snart er ved at være til ende. Det meste af dagen har det været ret vindstille og vi kommer kun langsomt frem..Her til aften er der kommet lidt mere vind så vi kommer langsomt fremad. Vi mangler godt 300 sømil inden vi er fremme. Med den hastighed som vi sejler med lige nu kan vi være fremme om 2-3 døgn.
26/12: Natten igennem havde vi ok vind til at fylde sejlet. Så vores gaveønske var blevet hørt!
Det blev en god dag med en forventningsfuld stemning, for nu kunne vi ane målet.
27/12: Stadig fin vind at sejle på. Vi havde lavet lidt om på vores vagter, så vi begge var vågne om formiddagen, hvor vi forventede at få øje på land.
Ved ottetiden så jeg Tobago I disen forude. Der var nogle ret store dønninger, så vi rullede noget I søen. Da vi kom tættere på, kunne vi ane den grønne vegetation. Det er helt fantastisk at se det grønne efter så mange dage med blåt og gråt. Der kom flere og flere fugle.
Da vi rundede nord spidsen af Tobago og sejlede ind I Man of War bay, åbnede bugten sig med grønne bjerge helt ned til stranden og en lille by I den ene ende. Vi hilste på Hanne og Jens fra Viau, og snart havde vi smidt ankeret og 60 meter kæde ved siden af dem.