12/5: Afsejlingsdatoen nærmer sig med hastige skridt….. Vejret viser sig fra en ikke energirigtig side: overskyet, overskyet, overskyet… så vi er nødt til at tænde motoren af og til for at holde spændingen oppe. John og Nils hentede ellers diesel i dingyen den anden dag, men vi er nok nødt til at sejle efter mere, for vi har brug for at have al den diesel ombord, der er plads til. Vi ved med næsten sikkerhed, at vi kommer ind i vinddøde områder undervejs. Lige nu ser vejrudsigterne nogenlunde ud for afsejling søndag; vindretning er ok, men der er ikke ret meget vind før senere på ugen. Men vi er meget opsatte på at komme af sted på søndag, så det skal ændre sig meget, hvis søndag ikke bliver sidste morgen i Simpson Bay.
Dagene bare flyver af sted med forberedelser. Der skal købes en del proviant ind, når vi er fire mennesker med forskellige ønsker ombord. Mændene har taget sig mest af de tunge opgaver i forbindelse med indkøb, nemlig hente juice, cola, vand og diesel. Kvinderne har planlagt indkøbene, powershoppet i de billigste butikker og arkiveret værdierne efter hjemkomsten. Mens vi ligger her for anker, skal vi bruge fire køjer, så vi må tage dækket til hjælp for at kunne opbevare alle tingene. De ryger så ud i forkøjen, når vi afgår. Den fugtige luft og varmen i ankerbugten lægger en dæmper på energien hos unge som gamle. Men ind i mellem tager vi en dukkert, hvilket liver os lidt op igen. Men nu er det ikke kun mig, Gerda, der sidder og nikker om aftenen J.
Der er dog blevet tid til en lille bustur til Philipsburg for Nils og Signe. Lidt sightseeing skulle der være tid til. Mens John og jeg var alene, fik vi kigget batterier efter for vand, hvilket indebærer at alt fra den store kistebænk skal op og ned igen på samme plads. Batterierne ligger allernederst i båden, så det kræve sin mand/kvinde at gøre i varmen. John fik også kigget på watermakeren en sidste gang og taget afsked med håbet om at få den til at fungere L.
De sidste tre dage har været kødløse, så i aften står den på røde bøffer efter min smag. Der skal lige smavses kød og friske grønsager, for selv om Signe og jeg har planlagt at tage på marked i Marigot by på lørdag, så holder grønsagerne ikke så lange undervejs desværre. Så den sidste 1½ uge bliver nok lidt ensformig for vegetarer, selv om vi gør vores bedste for at variere.
Ind imellem skal der være tid til at ordne ting i masten, forklare om skibet for de unge, Skype med børnene og sludre om lidt af hvert. Vi er ved at lære hinanden godt at kende, og jeg glæder mig til at sejle med de unge gaster J.
Dagne går bare rigtig hurtigt som sædvanligt, men nu har vi en deadline søndag. Så øges presset lige så stille og roligt. Alt skal være på plads ved afsejlingen og søklar til turen over Atlanten. I vores seneste periode har vi ikke fået skrevet så meget dagbog. Vi har været for trætte når vi er nået dertil..
Vi får nok heller ikke skrevet så meget mere inden afsejlingen. Vi har igen lavet en aftale med Lærke om at være webmaster. Så hun vil opdatere hjemmesiden under vejs. Men hun er afhængig af de informationer som vi ved hjælp af søde og hjælpsomme mennesker får fremsendt til hende.
Vi forventer at turen tager 3 uger og håber på passende vind fra passende retninger undervejs J. Vores mål er Horta på Azorerne. Under vejs vil vi igen lave dagbog som vi oploader når vi når frem. Og en mail er velkommen i vores mailboks når vi når frem J.
På gensyn når vi når frem J.
14/5: Så er vi i gang med de sidste hektiske forberedelser inden afgang i morgen middag. Gerda og Signe er i gang med at proviantere de sidste grøntsager og frugt. De drog til Marigot Bay for at gå på grøntsagsmarked, men det fandtes desværre ikke så de er taget i Garten Market i stedet for. Der er et pænt udvalg, men desværre har varerne været en tur på køl. Så det påvirker desværre holdbarheden i negativ retning… J.
I går aftes var vi på en sejlerbar, der hedder Lagoonis. Der var billig mad og musikalsk underholdning leveret af andre sejlere. Det var hyggeligt bortset fra at regnen væltede ned i rå mængder og at jeg pludselig fik feber, så jeg måtte undvære den lækre aftensmad.. Men de 3 andre så ud til at hygge sig og nyde maden og underholdningen. I dag er jeg lidt mat i sokkerne, men har ikke feber J.
Vi sejler i morgen middag og glæder os til at komme af sted, selv om det også er lidt vemodigt at forlade Caribien, som har budt på mange gode oplevelser.
Vi prøver at opdatere hjemmesiden så ofte vi kan og Lærke har tid. Hun er webmaster på vejen til Azorerne, men hun har jo også sit at se til J.
Vi er på HF radioen flere gange om dagen, hvis vi har strøm til det. Vi bruger følgende frekvenser:
Kl. 09.00 (13.00 UTC) og 16.00(20 UTC) lokal tid. Caribien(UTC -4 timer). på de maritime frekvenser 4.146 Mhz(LSB), 8.294 Mhz (USB), 12.353 Mhz (USB), 16.528 Mhz (USB). Vi prøver med den laveste først, derefter går vi opad. Det er svært at vide hvordan vejret spiller ind på kommunikationen, så vi må prøve os lidt frem.( for at nå frem til de danske tider skal I lægge 6 timer til de lokale tider. Der er +2 timer fra UTC til dansk sommertid)
Vi prøver også at være med på Skandinavisk sejlernet kl. 19.30 UTC (14.235 Mhz USB) Helge OZ8YW er netcontroller for Danmark. Vi vil også prøve at få kontakt med Karsten i Panama på 16.537 Mhz kl. 23.00 UTC. Han er kontaktperson for FTLF i Panama.
Vores kaldesignal på HF er OZ1FTR eller SYAwareness.
Vi når desværre ikke at få svaret på alle de mails som vi har fået det sidste stykke tid.. Vi synes det er lidt træls, men tiden flyver af sted og vi har knoklet for at få gjort klar til turen. Håber I kan bære over med os J
På gensyn på Azorerne om 3 uger, om vejret vil det J.
Azorerne – Tilbage til Europa
9/6: Awareness begynder igen så småt at ligne sig selv. Vi knokler med at få den til at ligne et sted hvor man kan bo og hygge sig. Lige nu er der desværre ikke tid til at lege turister. Men det kommer nok lidt senere J.
Vi fik en helt fantastisk modtagelse her i Horta specielt fra Susanne og Per fra SU-PER. De har været helt fantastisk hjælpsomme, og det er vi dybt taknemmelige over!! Siden vi kom, har de hjulpet os på mange måder og fikset noget varmt mad 2 aftener i træk J. Deres affugter står og kører i døgndrift her ombord.
I går aftes var vi ude og spise hos Peters (berømt sejlermødested i Horta) med Susanne, Per, Signe, Niels, Anders og Kenneth. Det var en rigtig hyggelig aften, men Gerda og jeg var dødtrætte… J
Signe og Niels er afmønstret i tirsdags. I morgen kommer de og holder afskeds hygge på Awareness. Lørdag tager de til St. Miguel, hvor de skal flyve fra den 15. Nærmere følger.
Når vi kommer lidt ovenpå igen, så kommer der mere om selve turen.
11/6: Vi har netop taget afsked med Signe og Nils, der nu flyver til St. Miguel, hvor de skal flyve fra på torsdag. Det er lidt vemodigt at tage afsked med dem L. I går aftes var de hernede på Awareness, hvor vi hyggede med go mad og snakkede. En hyggelig aften, hvor vi snakkede om turen, og det at lære nye mennesker at kende. Vi er ret hurtigt kommet til at lære hinanden at kende på kort tid. Det er svært at trække sig på så lidt plads, så vi kommer ind på hinanden på rekordtid. Det har været en rigtig godt tid med dem ombord J. Som jeg sagde til dem i går, så tager jeg gerne turen igen sammen med dem som gaster J. Håber de kommer godt hjem, og vi glæder os til at mødes med dem, når vi kommer hjem til DK.
Siden vi kom, har vi knoklet med at få Awareness til at fungere igen. Vi fik mange skader på turen over. Indvendigt var alt vådt og klamt. Vindroret, selvstyreren, lænsepumpen, 2nd.rebet, bommen, forsejlet, forstaget, træværket i forkahytten, gulvtæppet, 220V inverteren, våde madrasser, lampen over køkkenvasken bare for at nævne nogle af skaderne… Vi har fået repareret og udskiftet en stor del af tingene, men vi mangler noget endnu…
Mange af skaderne skyldtes det hårde vejr, som vi fik af 2 omgange. Første omgang fik vi stort set uden varsel den 21. maj. Vi røg ind i et stationært lavtryk, der udviklede sig og blev større og større. Vinden var over 20 meter pr. sekund, og bølgerne voksede sig 6-8 meter høje. Men det værste var den uregelmæssige måde, de kom på. Der var ikke rigtig noget system i det i starten, men det føltes som at være i et stort boblebad. Vi fik en del vand i cockpittet og ind gennem ankerbrønden. Lugen til ankerbrønden havde fået tærsk af de bølger, som væltede ind over fordækket hele tiden. Dækket stod stort set under blankt vand det meste af tiden.
På et tidspunkt blev jeg vækket efter en nattevagt, hvor det udviklede sig endnu mere voldsomt. Jeg besluttede, at vi skulle ride den af. Det betyder, at vi lægger bagenden af skibet til bølgerne og sejler med bølgerne. At fortsætte den oprindelige kurs ville være for hårdt for skibet og besætningen. Men at vende næsten 180 grader i de høje bølger kræver god timing, for ellers ville vi få et knock down, dvs. vælte om på siden. Det er ikke farligt i sig selv, men temmelig ubehageligt. Så længe skibet har køl, så vil det rejse sig igen med det samme.
Signe sad og håndstyrede gennem de høje bølger. Vi besluttede, at jeg lige skulle vågne, inden vi foretog manøvren. Men det endte med, at Signe foretog manøvren, for hun var mest klar i hovedet. Vi holdt udkig efter en pause i bølgerne, og så sagde jeg nu, og så vendte hun båden. Flot klaret!! Det skal lige siges, at vi sejlede med en løs bom (for anden gang) og et revnet forsejl, hvor der var et sejlareal på størrelse med et frimærke. Men den sejlføring loggede vi godt 8,5 knob.. Det er ret hurtigt..
Hen under morgenen havde et fald arbejdet sig løs og var røget ind i vores vindgenerator, der stoppede ret brat.. Vi skiftedes til at håndstyre nogle timer. Det er ikke ret let at styre læns i de uregelmæssige bølger, hvilket resulterede i et par ufrivillige bomninger.. På et tidspunkt mens vi arbejdede med at flytte faldet, der var gået ind i generatoren, lavede vi endnu en ufrivillig bomning, hvor Gerda fik dele fra bommen i hovedet. Samtidig havde vi travlt med at lænse vand ud af kahytten. Vores lænsepumpe kunne ikke få fat i vandet. Så jeg havde rigget en ekstra pumpe til, som vi kunne flytte rundt med efter behov…
Men lige med et så var fokus på Gerda, der sad noget fortumlet og blødende fra flere steder i hovedet, mens vi styrede gennem de høje bølger. Det var en noget bøvlet situation. Vi var noget bekymret for, hvor voldsomme skader hun havde fået. Vi kunne ikke lige afgøre, om der var brud på kraniet, og om hun havde fået hjernerystelse. Hun fik et par kolde Coladåser til bulerne, og senere fik hun indrettet sig nedenunder, mens vi holdt øje med hende. Hun havde hovedpine og var lidt uklar, men nok mest grund af chokket. Heldigvis var det mest overfladiske skrammer J. Men det var et par kaotiske dage, hvor skadesmeldingerne væltede ind. Selvstyren havde taget over, så jeg kunne løse de akutte problemer, efterhånden som de opstod. Men det var ret stressende for hele besætningen.
Alt var vådt. De første par døgn sov jeg med alt tøjet og gummistøvlerne på, så jeg hurtigt kunne komme op, hvis der blev noget.. I et par døgn, hvor alt var hektisk, fik vi ikke tid til at snakke med de andre over HF radioen. Det resulterede i, at vi blev efterlyst via Carsten i Panama og Helge hjemme i DK. Det vil sige, at alle både med HF radio blev orienteret om at kigge efter os. De var noget bekymrede for os, for de kunne jo se på vejrudsigterne, at det ikke så for godt ud, der hvor vi var. Efter et par døgn havde vi vænnet os til vejret, og der var ro på skadessituationen, så kunne vi igen tage kontakt via HF radioen. Stor var glæden på begge sider over at få kontakt og melde tilbage om situationen. Der var en stor hjælpsomhed til os fra alle sider. Jens i Puerto Rico snakkede sammen med Per på Azorerne, som igen havde kontakt med Helge hjemme i DK. Flere andre både meldte ind med gode råd. Gerda var lidt i bedring, men vi var stadig lidt bekymrede for hende. Hun lignede et trafikoffer i hovedet..
Den 26. maj, min fødselsdag, var der faldet lidt mere ro over tingene, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Der kom gang i at tørre tøj og sengetøj. Jeg havde efter min nattevagt besluttet at få repareret bommen, og inden dagen var omme var Awareness igen med fuld sejlføring, og jeg blev fejret af Gerda, Signe og Niels. Helge sang fødselsdagssang for mig over HF radioen. Lærke havde vist en finger med i spillet omkring den sag… J. Signe var med på dækket for at få det gamle forsejl ned og det nye op. Det blev en noget våd omgang. Vi surrede det gamle forsejl til spilerbommen på fordækket. Det nye forsejl passede ikke helt i forstagsprofilen, og det var ikke målt rigtigt op af sejlmageren. Det betød, at vi ikke kunne hejse sejlet helt. Men vi orkede ikke at pille det ned igen. Vi var dødtrætte oven på dagens opgaver. Men vi kunne igen selv bestemme retningen for vores sejlads.
Vi havde nu igen bølgerne ind forfra, og de begyndte at vokse sig større igen. Vi havde en del uro i riggen, når Awareness skar op i vinden, og det bekymrede mig en del. Så jeg besluttede at tage det nye forsejl ned igen for at korrigere for længden på forliget. Så Signe og jeg var igen en tur på fordækket, mens vi blev dyngvåde af de store bølger. Men vi fik ikke helt løst problemet, og lidt senere opdagede jeg, at profilen til rulleforstaget var brækket, og indhalet var jammet. Jeg gik på fordækket igen og fik lavet en nødreparation af rulleforstaget. Vejret var igen blevet dårligt, så jeg besluttede at pille forsejlet ned og sætte stormsejlet i stedet for. På et tidspunkt var bølgerne igen vokset sig så store, at jeg besluttede for anden gang at lægge bagenden til.
På andendagen derefter opdagede jeg, at vindroret havde løsnet sig og var gået i stykker. Jeg fik bjerget rorpadlen. Akslen til pendulet havde arbejdet sig løs, og nålelejerne var røget over bord. Nu var vi for alvor på den, hvis selvstyreren gik i stykker. Det skete 2 dage senere, hvor den svigtede og ikke kunne bevæge sig mere. Jeg prøvede med lidt nødreparationer, men det lykkedes ikke at få gang i den igen.. Det havde nu styret næsten uafbrudt i 17 døgn.
I stedet gik jeg i gang med at reparere vindroret. Jeg lavede nye nålelejer af 2½ kvadrat ledning og fik lavet en bund til lejet af en gammel træklemme. Så et par timer efter kunne vores vindror styre nødtørftigt igen. Men resten af turen forsvandt vinden næsten, og dønningerne var stadig ret høje og kom ind fra siden. Det betød, at vi med stormsejlet ikke kunne holde fart i båden. Storsejlet kunne ikke stå konstant i dønningerne, så jeg besluttede at starte motoren og rette kursen ind på Horta. Men den vind der så var, havde vi næsten lige imod os. Senere kom dønningerne også imod os. Så de sidste 5 døgn kørte vi for motor frem til Horta, hvor vi ankom mandag den 6. juni ved 14 tiden J.