9/8: Ankom til Brest kl. 01.30 i nat. Alt vel ombord. Mere følger senere :-).
SENERE:..Vi ankom i nat efter 34,5 timers sejlads fra St. Helier på Jersey. Turen var godt 170 sømil. Det giver et gennemsnit på næsten 5 knob(sm) /t. 1 sømil er godt 1.852 meter. På en go dag går det hurtigere at cykle…:-). Det var igen næsten ren motorsejlads for vind og bølger imod er en fast følgesvend.. Da vi gik ud af havnen var det i modstrøm og 6 gange undervejs skiftede strømmen. Normalt er det ikke det store problem derhjemme, men her er det en faktor som man skal regne med. Jo længere vi kom ud jo større blev bølgerne, men de var anderledes end dem vi havde mødt før. De var større, længere og rundere. Det er Atlanterhavsbølgerne som vi stødte på. På et tidspunkt ud på aftenen kom de foran for tværs… Det betyder skråt forfra. Så er der lagt op til rulning… De rulninger giver en urolig mave og kvalme hvis man har tendens til det. Det har vi.
Gerda spiser nogle ingefærtabletter, men jeg nægter hårdnakket :-). Det er måske lidt dumt for det ser ud til at hjælpe- det tager det værste af det. Gerda er virkelig en heltinde, når hun heroisk begiver sig ned i “køkkenet” og fremtryller mad og drikkevarer- uanset vejr og vind. Nogen gange ser hun lidt mærkelig ud i hovedet når hun kommer op – og appetitten er måske faldet en anelse 🙂 -men hun gør det. En stor ros til hende for det!! Søndag aften spurgte hun hvad jeg kunne tænke mig at spise. Jeg svarede prompte – en burger med hele svineriet, svarede jeg drømmende. Så gik der et kvarter, så havde hun fremstillet en helt fantastisk burger, der kommer til at gå hen over historien på Awareness. Den var historisk god og jeg nød den med største velbehag 🙂 UHM..
Søndag nat kom jeg op , efter nogle urolige timers søvn, og skulle overtage vagten. Båden rullede en del og jeg kæmpede mig i regntøjet hurtigt. Man skal ikke være under dæk i mørke, når båden ruller på den måde. Straks kommer søsygen forbi. Hurtigt i tøjet og hurtigt op. De første 2 timer gik med at holde søsygen stangen. Da den så endelig var lidt på retur4 timer senere, så måtte jeg lige kaste lidt op – bare en enkelt gang… Så var jeg frisk igen. Det var lidt ligesom en bøvs, der klemmer :-). Jeg har kæmpet en del for at det ikke skulle ske, men det kom bare pludseligt :-).
Bortset fra søsygen så var det en helt fantastisk flot stjerneklar aften. Stjernerne glimtede i et lysvæld. Aldrig har jeg set noget så flot. Det var bare helt fantastisk. Det giver modvægt til de øjeblikke hvor det hele føles lidt trøstesløst, og hvor jeg tænker “Hvad f… laver jeg her??”. Sådan nogle stjernestunder visker alt det negative væk igen og så kan vi huske hvorfor vi valgte at rejse med båd. Det er ikke altid særlig komfortabelt når elementer raser…
Søndag formiddag klarede det op og blev en rigtig flot dag. Stadig store bølger men på den gode måde. Bølger kan godt være store og helt ufarlige. Bar de kommer på den rigtige måde. De løfter båden blidt og nænsomt op i 3-5 meters højde og sænker den stille ned igen. Ud på eftermiddagen lagde vinden sig og da vi nåede indsejlingen til Brest var vandet næsten helt stille. En flot aften med en fantastisk solnedgang :-).
I dag har vi kastet os ud i noget så eksotisk som oprydning, tøjvask og indkøb. Formiddagen startede solrigt men over middag kom skyerne, vinden og kulden. Vi måtte krybe i det lange tøj igen… Sent på eftermiddagen cyklede vi imod Brest. Havnen som vi ligger i hedder Moulin Blanc og ligger lidt udenfor byen. En halvlang kedelig tur ud gennem et industrikvarter inden vi nærmede os byen. Vi cyklede ned forbi den nye marina – Marina du Charteau. Slotsmarinaen er der nu ikke noget specielt ved. Vi sejlede ud til Moulin Blanc (den hvide mølle) og det har vi ikke fortrudt. Der er virkelig et fantastisk miljø herude med en aktiv sejlerungdom i hidtil uset omfang. Det er fantastisk at opleve. Det er Bente fra Sy-Cherie, der inspirerede os til at komme her. Tak for det Bente :-).
Vi er ikke stødt på andre langturssejlere her i Brest. Det undrer os lidt. Vi ved jo at de er der et eller andet sted :-).
Det vi har set af Brest indtil nu har ikke imponeret os særligt. Håber det ændrer sig :-). Vi måtte lede længe efter fødevarebutikker. Der er langt i mellem dem og de reklamerer ikke så stort i bybilledet som derhjemme. Men pludselig stod jeg midt i en stor butik ala Føtex derhjemme. Der var næsten alt og lidt til… ;-).
Onsdag regner vi med at sejle over den berygtede Biscaya bugt. Turen er omkring 350-400 sømil lang og forventes at tage godt 3 dage. Hvis vejrudsigten holder, så tager vi til Gijon (Spanien), som Hans fra Sy- Barolo anbefalede. Vejret ude på hjørnet ved La Coruna ser ret hidsigt ud og har gjort det et stykke tid. Så vi går til Gijon og håber på lidt badeferie… Det er godt nok ca 100 Sm øst fra La Coruna, men det må vi så hente senere.
10/8: Så er det regnvejr, småkoldt, og det blæser en del… Vi er indendørs, og Gerda er gået i gang med at bage. Der skal noget ordentligt brød til, siger hun. Brødet, jeg købte i går, er allerede tørt..Der blev også lige bagt en gulerodskage (Amos færdigblanding). Senere skal vi ud og proviantere noget mad til turen. Vi er stadig noget vægelsindede. Vi trænger til sol og varme… Vi vakler lidt mellem Gijon eller La Coruna. Gijon ligger længere inde i Biscaya bugten. Ved La Coruna ser vejrudsigten fin ud, når vi tager den på DMI. Ikke prangende men sol og omkring 20 grader. Lige på hjørnet ved La Coruna er der optakt til hårdt blæsevejr (kuling). Vi så det på sidste vejrmelding, og nu er det på vej tilbage. Når vi ser på vejrmeldingerne længere sydpå, så er der masser af sol og varme :-).
Vi har det lidt svært med de vejrudsigter, vi henter, for de passer ofte ikke. På turen over Biscayen ku det være rart, om den holder… :-). Vi bruger vejrprogrammet Ugrib, hvor vi downloader gribfiler (vejrfiler) og kikker på vejrsiden PassageWeather.com. Men vi har oplevet, at de begge går helt galt i byen omkring Frankrig. Men de er til gengæld enige om det forkerte, som de kommer med… Ved ikke om der er tale om lokale vejrfænomener?? Har du nogle erfaringer omkring gode vejrsider, så hører vi gerne fra dig :-).
Når man sejler er man utrolig meget optaget af vejret og vejrprognoser. Det er et yndet samtaleemne. Hver aften kan man på HF radioen slå ind på 14.325 MHZ USB kl. 19.30 UTC (+2 timer i DK ved sommertid), så sidder Helge fra DK og Gustav fra Sverige klar med friske vejrprognoser til os sejlere :-). Tusind tak for det :-). De seneste 5 dage har det været svært at høre Helge fra DK. Han har nok svært ved at komme forbi det dårlige vejr…
HF radioen er ikke det mest stabile kommunikationsmiddel. Det er meget vejrafhængigt. Per fra Su-per.dk og jeg har forsøgt at nå hinanden. Han ligger nær Barcelona, men det lykkedes ikke helt… Så er det godt, vi har Skype, når vi er i nærheden af et godt net. De har vist et meget bedre vejr, end vi har, men de slås med dyre havneafgifter. Sidste nat måtte de af med 70 Euro for 1 nat. Det er ca. 500 danske kroner – og så var havnefaciliteterne ringe…
Så har vi fået dagens motion. Vi Googlede en Lidl og drog af sted. Det var ikke helt let, men det lykkedes. Godt det samme vi ikke fandt den helt rigtige vej, men det fandt vi ud af på hjemvejen. Vi måtte op ad en meeeeget stejl og meget laaang vej. Regnede silede stille og roligt, men vi blev pjask våde, inden vi nåede frem. Vi fandt, hvad vi skulle og drog hjem ned ad en længere og stejl nedkørsel. Men det gik lige som lidt lettere end på vejen op… 🙂
Vi har tanket 61,5 L diesel til turen. Den koster 9,31 kr/L her på havnen. Jeg har regnet lidt på dieselforbruget. Vi bruger ca. 1,9 L diesel pr time/ ved ca 2500 omdrejninger, som er den normale marchhastighed. Vi sejler ca. 2,8 sømil/L. Vi har ca. 120 L i tanken. Det betyder, at vi får svært ved at sejle over Biscayen alene for motor. Så vi har brug for den rigtige vind til turen :-). Vinden har lagt sig lidt her til aften. Den skulle vende om i nord i morgen, så må vi se, om det passer.
Vi får ikke set mere af Brest, men vi går vist heller ikke glip af så meget…
Havnepengene her i Brest er 22 Euro pr nat. Det er ok. Personalet er flinke og hjælpsomme. Det er der også brug for, for der er problemer med det tekniske. Vi får udleveret koder til bad, vaskeri, adgang til bådebroen og toiletter. Men der er koks i det lige nu.. Hidtil er vi ikke helt blevet lukket ude…
Her i aften har John fået kontakt igennem over HF radioen med Per fra Su-Per. Det er det bedste forsøg indtil dato. Vi sidder nede i kahytten med varmeblæseren tændt og prøver at få vores meget våde tøj tørret…Det er næsten som at sidde i en fyldt tørrekælder med en rigtig høj luftfugtighed.
Praktisk og mentalt har vi forberedt os til de næste dage på havet. Jeg har lavet suppe, så vi nemt kan få et varmt måltid. Den er lavet helt koncentreret for at fylde mindst muligt i køleboksen. Denne har jeg rimet af i dag for at mindske strømforbruget undervejs.