Spicy Island
8/1: I går fredag ankom kl.10.00 ankom vi til Saint Georg, Grenada. Turen tog knap 21 timer for motor. Vind var der ikk ret meget af og fra skiftende retninger. Men nu havde vi jo også tanket billig diesel i Charlotteville.
Da vi ankom gik vi til Greda Yacht Club. Det var noget bøvlet at lægge til, men ind kom vi.. Så skulle det papirmæssige klares og 25 US$ betales før vi var retmæssigt indklareret uden overtidsbetaling. Så kørte vi lige ind til byen for at hæve lidt lokale kontanter også kaldet EC$. East Caribean dollars, der går 2,67 EC$ på 1 US$. Det svarer til at 1 EC$ koster i omegnen af 2,08 danske kroner, med en kurs på 5,55kr/dollar. Det der skulle være et kort visist endte med at blive lidt af et mareridt.. Jeg stak kort i maskinen og bestilte 500 EC$ og de kom som bestilt. Mens jeg puttede kortet i pungen, vupti, så spiste maskinen pengene igen – og jeg stod med en kvittering og en lang næse… For at gøre en laaaaaaaang historie kort, så fik vi vores penge igen efter 2½ tmes fight med diverse skrankepaver og administratorer. På vej tilbage til båden var jeg lige ved at blive kørt ned, men blev kun ramt på armen af et sidespejl…
Så var det tid til at tjekke ind i marinaen, for nu havde vi jo lokal valuta, men så ville de ha os til at underskrive en kontrakt, der var en ansvarsfraskrivelse, hvor jeg påtog mig det økonomiske ansvar for nær sagt , hvad som helst. Det nægtede jeg og så skulle vi forlade marinaen igen. Lige overfor ligger en helt ny marina Port Louis, der er noget dyrere. Men vi cyklede over og reserverede en plads til i dag. Så cyklede vi til GYC, hvor vi betalte for 1 nat uden at underskrive noget som helst. Vi havde affundet os med at GYC er noget gammelt l…, men her i Port Louis, er vi kommet godt i land. Det er professionelt drevet og faciliteterne er bare i top, bortset fra Wireless internet, der koster 10 US$/døgn. Alternativet som er gratis er at låne et modem og kabel gratis(bortset fra depositummet på 200 US$). Så nu er vi koblet på nettet via et gammeldags kabel og modem :-). Pladsen koster 1US$ pr fod. det giver omkring 178 kr/døgn. Der skal betales særskilt for vand og el. Der er helt fantastiske baderum og swimmingpool. Vi håber vi få lagt billeder op inden for de næste par dage.
11/1: De sidste par dage er gået med praktiske opgaver, som det jo tit gør når vi er i marina. Vi har vasket tøj, købt solpanel, mad-og drikkevarer og andre småting.
I går fik jeg købt et ekstra solpanel(85W), som jeg fik trukket kabler og stik til. Det er et ad hoc panel, som vi kan flytte rundt med, så vi kan få ladet noget mere. Køleskabet er den største energisluger og kræver sit. Vindgeneratoren har vi ikke haft den store glæde af endnu. Måske har vi det til gode…
Vores kølekompressor er monteret i kistebænken, nederst. Vandet er blevet varmere og jeg tror, at den har fået sværere ved at slippe af med varmen på kondensatoren. Så jeg har boret ekstra udluftningshuller over kondensatoren og har monteret en ekstra blæser ved kondensatoren, så den lettere kan slippe af med varmen. Så må vi se om det har en effekt på vores strømforbrug eller om den kan køle længere ned i temperatur. Vi har haft svært ved at nå ned på de 5 grader som vi gerne skulle nå ned på. Hvis ikke må vi se om vi kan gøre noget med isoleringen. Det var egentlig det bedste sted at starte, men også den mest besværlige…
Da vi skulle hive ankeret op i Man of Warbay gjorde ankerspillet lidt knuder. Den gled lidt i koblingen til sidst. Nu har jeg skilt det ad og renset og fedtet det ind som skal ha fedt. Det er der, hvor man spænder koblingsmomentet. Koblingen styres af nogle runde stifter, der var påvirket af saltet fra havet. Nu har jeg afrenset stifterne og smurt det ind i saltvandsbestandig fedt, så nu glider koblingen, der hvor den skal glide og der er igen moment på ankerrulllen, som skal hive ankeret op. Spillet har en trækkraft på omkring 500 kg. Så nu er vi klar til at ankre igen.
Gerda har ryddet op, støvsuget, lagt rent vasketøj på plads og gjort rent. Her i eftermiddag var hun igen ude og bruge penge… så vi kan få noget at spise og drikke. Her i varmen går der rigtig meget væske og juice. Vi skal ha provianteret rigtig meget inden vi sejler videre. Vi har læst, at det er hundedyrt, hvor vi kommer frem, det næste stykke tid. Så det er godt at ha rigeligt på lager. Og det er helt klart en af Gerdas spidskompetencer!!! så, så er det jo godt at det er hende , der er ansvarlig for det… 🙂
Endnu har vi ikke set så meget her på øen. I går besluttede vi at blive et par ekstra dage i marinaen. Tingene går ikke så stærkt her i varmen.. Men vi skal rundt og kigge. Der skulle være meget flot her omkring. Vi har kun cyklet rundt i byen, der er en udfordring i sig selv, En del af byen ligger på en bakke, der skal forceres i godt 30 graders varme og bagende sol.. At køre på cykel her i hovedstaden og oven i købet i den forkerte side af vejen, er lidt livsfarligt. De kører som død og helvede. Og så er de meget glade for deres horn, som de kommunikerer med konstant..Der er forskellige taxivognmænd, der arrangerer ture rundt på øen. Så vi skal ha fat i en af dem.
I formiddag ankom den Norske båd Ella til marinaen. Det var hyggeligt med et gensyn, med de unge mennesker. De har desuden 4 gaster ombord for tiden. Vi skal snakke lidt mere med dem og høre lidt mere om deres tur, siden vi så dem sidst i Portugal 🙂
12/1: I dag har den igen stået på praktisk opgaver og indkøb. Vejret har været noget svingende de sidste par dage. Ind i mellem står regnen ned i stænger og kort efter så skinner solen fra en næsten skyfri himmel. Regntiden er ikke helt ovre endnu. Vi hentede en vejrudsigt og i morgen ser også ret regnfuld og ret blæsende ud. Der kører nogle frontsystemer rundt her omkring. Men varmt er det alligevel..
Vi er stadig lidt trætte, men har cyklet rundt i byen i dag for at handle ind. Et sted tømte vi lagret af æblejuice… Ellers var vi lige en tur på markedet, der består af mange faldefærdige træskure, hvor de bl.a. handler med krydderier og grøntsager. Grenada kalder man krydderiernes ø- På markedet fandt vi også en urmager, der kunne skifte batteriet i Gerdas armbåndsur. 12 EC$,(knap 25 Dkr) så var det klaret og uret går igen. Der er en masse små butikker fyldt med billig ragelse og turistbras. Lige uden for byen er der anlagt en mole, hvor krydstogtskibene lægger til i stor stil. Så er byen fyldt med købedygtige dollar turister, der skal ha et hurtigt indtryk af byen. Hen ad aftenstide så tilbage til skibet og aftensmaden og næste morgen lander de et nyt sted.
I forbindelse med havneanlægget er der bygget et indkøbscenter med sprut, elektronik, parfume og juvelerbutikker, der målretter sig mod turisterne og hvor priserne er angivet i US$. I centret faldt vi i snak med en af de lokale, en ung kvinde. Vi fik en længere snak med hende om livet her på øen og levevilkårene for øens indbyggere. Hun har tidligere boet i USA, hvor hun havde et job, som hun af en eller anden grund måtte forlade. Hun ønsker sig helt klart tilbage til USA. Øen/landet er også meget afhængige af samhandlen med USA og de dollarturister som kommer her. Men det var hyggeligt at høre om forholdene set med lokale øjne. På vej ind til byen fik vi også lige en snak med den tolder som indklarerede os. Han er også en flink fyr i sin bedste alder. Han er let at snakke med og fortæller gerne en masse. Skønt at opleve den åbenhed som vi møder de fleste steder, når bare vi selv er åbne. De vil også gerne høre om Danmark, selv om de ofte ikke ved , hvor det er henne i verden.
Vi var også lige en tur på apoteket for at købe vitaminpiller og creme der lindrer myggestik. Ind i mellem ligner Gerda en der holder loppecirkus… Men de fleste af dem fik hun på Tobago. Hun bliver ved med at klø i dem… Vi kiggede også efter noget der kan hjælpe os med at få energien tilbage. Vi købte nogle elektrolytholdige sodavand, der skal kompensere for alt det vi sveder ud…
Vi fik også købt et lille anker til dingyen. På Tobago fik en franskmand ødelagt sin dingy, da den kom i klemme under broen. Den blev simpelthen mast i stykker og sprang i luften, så den slags vil vi gerne undgå…
Verden står ikke stille mens vi er på tur og hjemme skal bilen en tur til syn. Snakkede med Mads på Skype, der fortalte hvad der skal laves for at klare synet. Der er en elektronisk styring som der skal skiftes og så de sædvanlige sliddele. Men helt billigt er det ikke… Men det skal jo bare laves, så vi kan køre lovligt og forsvarligt. Tak fordi du hjælper os med det , mens vi er væk.
I går aftes fik vi en hyggelig snak , på Skype, med Ella og Hans, der bor på Ærø. Rart at høre hvordan de har det og hvordan situationen er derhjemme nu. Vi fik også nogle tilbagemeldinger om vores hjemmeside og hvordan det opleves at være læser. Det er rart med noget feedback!! Tak for det!! For tiden læser jeg “De druknede” af Carsten Jensen. Den handler om livet i Marstal på Ærø gennem flere generationer: Den kan absolut anbefales.
24/1: Formiddagen blev brugt til forskellige praktiske gøremål. Så fik vi besked på at Gerda havde fået en tid hos en tandlæge kl.13.00 i Grand Anse, der ligger lidt syd for Saint George. Klokken kvart i 12 satte vi os på cyklerne og kørte i retning af Grand Anse. Vi havde ikke cyklet 200 meter før jeg var ved at blive kørt ned af en bil… Problemet er at de kører i den forkerte side af vejen og min hjerne automatisk styrer cyklen ind i højre side af vejen…. Der skulle ligge en del butikker og et shoppingcenter. Det var en varm, men også en skøn tur. Først i gennem et område som mindede meget om Tobago. Det var den fattigere del af byen, med en masse små butikker gemt i træskure. Ikke særligt velholdte, men der var aktivitet. Lidt senere kom vi ud i et område, hvor der var mere turistet og med ferieresorter. Endelig kom vi frem til centret. Men det var ikke der tandlægen boede. Efter at ha spurgt os frem, så fandt vi frem til stedet. Lige under tandlægen er der et apotek, hvor vi fik suppleret lidt op i medicinbeholdningen. Vi mangler dog bredspektret penicillin, men der skal vi omkring en læge, der skal udskrive en recept.
Efter som vi var fremme i god tid gik vi lidt omkring og så hvad der var i området. Der var en masse forskellige butikker, et stort byggemarked og et amerikansk kæde supermarked ” Spiceland Mall”.
Så var det tiden at komme tilbage til tandlægen. Vi blev budt velkommen og bænket med et spørgeskema, hvor Gerda skulle svare på alt muligt. Hun udfyldte kun lidt af det, da vi jo ikke skulle være fast kunde der.. Så blev hun kaldt ind og bænket i stolen. En klinikdame gjorde hende klar og tog et røntgenbillede af tanden. Det var et fint nyt digitalt udstyr og få sekunder senere kunne Gerda se sine tænder på skærmen. Så kom tandlægen… En stor mand, der lige så godt kunne være udsmider på en bar. Han så heller ikke særlig venlig ud, så Gerda var næsten på vej op af stolen igen :-). Han undersøgte hendes tand og forklarede venligt, hvad der kunne gøres- og hvad der var det rigtige at gøre. Vi valgte, hvad der kunne gøres og så må hun få gjort det rigtige, når vi kommer hjem igen. Heldigvis så var det en af de rodbehandlede tænder, så der var ikke smerte forbundet med behandlingen. Det viste sig dog heldigvis, at man ikke skal skue hunden på hårene, men at han var venlig, omsorgsfuld og omhyggelig. En plastikfyldning og lille halv time senere stod vi igen på gaden 180 EC$ fattigere. Men det var jo ikke så slemt, som hvis vi var ved tandlægen hjemme i DK.
Efter tandlægen cyklede vi over til indkøbsområdet og det amerikanske supermarked. Vi fik en tår at drikke og lidt at spise inden vi startede indkøbene. Først var vi også lige en tur i byggemarkedet. Der er jo altid noget, der lige skal suppleres… Det blev lidt sandpapir og nogle elektriske 12v sikringer.
Der var rigtig mange ting Spiceland Mall og de koster ikke billigt…. Ikke ret meget, der hører til i et langturssejlerbudget. Her ovre sælger de f.eks. køkkenruller og toiletruller i enkelt styks – til en pris der svarer til en pakke med 4 styks derhjemme. Der er en pæn stor kødafdeling med ferske varer og priserne er ok. Butikken er nok også kendetegnet ved at der er mange importvarer, hvilket nok også afspejler sig i prisen. En anden ting er reservedunke til diesel eller benzin. De koster bare omkring 200 danske kroner for en 20L dunk… Så køb dem inden du drager over Atlanten eller bare køb dem hjemme fra. DE BLIVER IKKE BILLIGERE!!!
Jeg fik også købt en minihøjttaler til computeren, for vi sidder nogen gange med ørene helt nede i computeren, når vi Skyper eller ser film. Så nu kan vi høre tingene mere tydeligt. Måske er vi også bare blevet lidt ældre… :-). så kan den også sluttes til mobilen, smart ik??
Efter shoppingen satte vi os heroisk op på cyklerne og fandt den forkerte side af vejen og med livet som indsats, kæmpede vi os tappert tilbage mod marinaen, mens de bindegale bilister fræsede uden om os med større eller mindre afstand. De kender ikke rigtigt til cyklister her ovre. Det må være en afdød race 🙂 En anden meget karakteristisk ting her ovre er der dythorn på bilerne. Dem er de rigtig glade for – for de bruger dem hele tiden og de findes i en masse varianter. Jeg tror oven i købet at det har betydning for om man køber bilen eller ej – og måske fortæller det også noget om ens sociale status??… 🙂 Vi kom dog sikkert tilbage til Awareness uden skrammer og buler… :-).
Her til aften tømte vi køleboksen og fik den rengjort. Bagefter isolerede jeg den indvendigt med lidt refleksisolering. Så må vi se om det hjælper på energiforbruget. Som det er nu, så kører kompressoren i 50% af døgnet. Den kører 7 min og er stoppet i ca. 7 min. Den bruger omkring 4,9 ampere, når kompressoren kører. Det vil sige at vi bruger mellem 55-60 Ah i døgnet på køling af mad-og drikkevarer. Det er ret meget. Så selv om vi har købt nyt ekstra solpanel på 85 W, så kniber det stadigt med, at kunne producere nok strøm til ladningen af batterierne. Der er en række faktorer, der har indflydelse på det:
Hvor kommer solen fra – vinkel i forhold til solen og solcellen. Vi kan jo ikke gå og optimere vinklen hele tiden. Når man ligger for anker svajer båden rundt med strømmen osv. Er der dønninger på ankerpladsen?
Hvor meget sol er der? Er der overskyet eller regn?
Hvor mange timer kan vi lade i ? Solen er fremme i ca 12 timer i døgnet. Men vi kan ikke bruge alle 12 timer i praksis. Måske kan vi bruge 8-9 timer til ladning – under forudsætning af at solen skinner og det ikke regner eller er overskyet. Hvis vi lader optimalt kan vi lade med 11-12 A i timen, men da køleboksen kører halvdelen af tiden, mens vi lader, så har vi kun 5-7 A til at lade med i halvdelen af tiden…
Når vi kommer ud for anker igen vil jeg prøve at lave lidt statistik. Hvor meget strøm har vi produceret og hvor meget strøm har vi forbrugt. Mens vi lå for anker ved Hog Island, kunne vi ikke producere nok strøm over en uge, set i forhold til forbruget. Men i kraft af at vi har store batterier, så løb vi ikke tør, men det ville vi gøre på sigt, hvis vi ikke brugte motoren til at lade med.