18/7: Gennem natten var vejret uændret med megen vind og byger. Med vinden ind agten for tværs og høje bøger, er det svært at sove i den urolige båd, så det blev ikke til megen søvn. Vi skiftedes til at prøve at sove og gennem dagen hvilede vi os så meget som muligt. Men det tærede meget på kræfterne.
Efterhånden som vi nærmede os Cuxhaven ved indsejlingen til Elben, øgedes trafikken mærkbart. Kæmpestore containerskibe, trawlere i fuldt sving med arbejdet, nogle med AIS, andre desværre uden. Endnu engang var vi rigtig glade for vores AIS transponder, som gør, at vi kan blive set af andre skibe. Det er guld værd at kunne følge de andre skibe over AIS´en. Vi sejlede så tæt ind mod land, som dybden tilladte os, så vi kunne holde os uden for intercoastal zone, da den blev brugt af mindre skibe. Så var der ikke så meget at passe på.
Efterhånden som solen gik ned, drejede vi ind ad indsejlingen til Elben. Da vi forsøgte at tænde vores lanterne i masten, virkede den ikke! På dette meget befærdede sted er det meget problematisk ikke at kunne blive set. Lanternen er trefarvet og gør det muligt for andre skibe at se, i hvilken retning vi sejler. John forsøgte at finde fejlen, men kunne desværre ikke, så det endte med, at vi tændte ankerlanternen. Så måtte folk tro, vi var et skib under 7 meter med toplys 360 grader. Vi tændte også dækslyset og beholdt et stykke sejl oppe, som det kunne lyse på, så længe der var vind nok til det. Heldigvis var bølgehøjden aftaget noget, men det var vinden desværre også. Strømmen var imod os, så det gik ikke så stærkt som ønsket.
Nu var det efterhånden helt mørkt, og trafikken ret tæt. Jeg havde det gule regntøj uden på søtøjet for at holde varmen, så jeg følte mig som Michelin-manden. I min klodsethed fik jeg skubbet til rorpinden, så endeduppen (som forbinder selvstyreren og rorpinden) røg ud af selvstyreren. Mens jeg ledte efter den i mørket, håndstyrede John. Da jeg fandt den, var det umuligt at skrue den i, for gevindet havde taget skade. Heldigvis havde vi duppen fra den gamle selvstyrer, så den fik John sat i, så vi kunne bruge selvstyreren igen. Nej det skulle ikke være for nemt for os. John sendte mig ned at sove, for jeg var al for træt til at gøre noget fornuftigt mere.
Efter små to timer kaldte John mig ud af søvnen igen, fordi en vandpolitibåd råbte os an. Coastguarden havde opdaget, at vi havde en forkert lanterne på. De eskorterede os tilbage til Cuxhaven (med blåt udrykningsblink,) som vi næsten lige havde passeret, og ind til en anløbsbro i en marina. Imens bandede vi over vores uheld. Vi havde håbet på at nå Brunsbüttel denne nat. Politimanden forklarede os tålmodigt, at vi havde det forkerte lys på, og vi forklarede ham vores bevæggrunde til at føre dette lys. Den unge mand var meget høflig og venlig. Efter at have inviteret ham på kaffe i cocpittet og vist ham alle de nødvendige papirer, tøede han op og fik fortalt nogle historier fra vores rejse. Han gjorde jo bare sit job, og vi vidste godt, at vores lys var forkert. Vi fik ham overbevist om vores reelle hensigter, men han havde jo ret i, at vi burde være anløbet den første havn efter at have opdaget, at vores lanterne ikke virkede. Men vi valgte at gå til Brunsbüttel i stedet, for den havn kendte vi.
Mens vi ventede på, at politimandens kollega skulle vende tilbage med papirarbejdet, fik vi besked om, at vi havde forbud mod at sejle videre, før de havde inspiceret vores lanterne og fundet den korrekt igen. Samtidig fik vi en bøde på 10 Euro, som er den mindste bøde, de udsteder. Vi kunne vælge om muligt at bringe lanternen i orden straks og så få den inspiceret med det samme eller vente efter noget søvn. John forsøgte at finde fejlen, men måtte opgive. Så vi tørnede ind for resten af natten.
19/7: Vi stod op igen kl. 9, uanset om vi var vågne eller ej :-). Jeg halede John op i toppen af masten bevæbnet med diverse værktøj og en ny pære. Det viste sig, at kontaktpunkterne i lanternen var rustet, så der var en dårlig forbindelse. John fik også skiftet pæren og renset forbindelserne, og så var vi klar til inspektionen.
Vi ventede godt en time, og så mødte en delegation af tre myndige herrer op med striber på skuldrene. De opdagede straks, at der ikke var rød/grøn lanterne foran på søgelenderet og ingen hvid lanterne bagpå. John forklarede dem om systemet med en tredelt lanterne i toppen, men da toplyset(motorlanternen) skal sidde en meter over den farvede lanterne, så havde vi stadig forkert lanterneføring. Vi blev noget urolige, mens de høje herrer diskuterede indbyrdes på tysk(vi forstod det alt hvad de sagde, men det vidste de ikke…). Men til sidst sejrede fornuften og ham med flest stjerner på skulderen skar igennem og tillod os at sejle, som han sagde:”den ene meter kan vi godt se i gennem fingrene med situationen taget i betragtning….”, men med et henstilling om at få det bragt i orden, straks vi kommer til Danmark.
Vi kom af sted fra Cuxhaven lidt i klokken tolv og sejlede mod slusen ved Brunsbütttel, hvortil vi nåede kl.14.30. Vi måtte ligge og cirkulere rundt i venteområdet i 1½ time sammen med en del andre lystsejlere, før vi blev lukke ind i slusen.
Så klokken blev halv fem før vi var ude af slusen igen, og det var meget senere på dagen, end vi havde regnet med. Vi havde håbet at nå til Rendsburg første dag, men da man kun må sejle i dagslys (defineret på denne årstid som indtil 20.30) nåede vi kun til en lille venteplads før Gieselau Slusen. Der var mange andre både på ventepladsen, så vi fik lov at ligge uden på en anden båd for natten. Så var vi nået knap halvvejs i Nordzeekanalen den dag. Vi gik tidligt til ro, for vi havde planlagt at stå rigtig tidligt op og sejle helt til Ærø næste dag.
20/7: Vi afgik kl. 04.55. Vejret var koldt, men solen skinnede fra morgenstunden. Morgentimerne udnyttede vi ved, at jeg fik skrevet dagbog, mens John styrede i kanalen. Der var ikke megen trafik på vandet i den tidlige morgenstund, men masser af fuglesang J.
Vi ankom til slusen ved Holtenau/Kiel kl. 10.45 og lagde os til at vente. Det viste sig, at Old Lock, som er den sluse lystsejlere normalt skal bruge, var blevet beskadiget af et skib, der var sejlet ind i porten. Så vi ventede på et ”hul” mellem fragtskibene i den nye sluse. På et tidspunkt blev det meddelt over VHF kanalen, at der var plads til os. Men det viste sig at være en misforståelse, så vi måtte pænt tilbage på ventepladsen.
I mellemtiden var den gamle sluse klar til brug igen, så klokken tolv blev vi lukket ind. Vel fortøjet gik jeg op og betalte den nette sum af 18 Euro som betaling for brug af kanalen.
Det var dejligt at komme ud i åbent vand igen efter kanalsejladsen. Solen skinnede fint, men vinden var lige imod os i retning mod Ærø. Nå det er vi jo vant til…… Så den gik af sted for jerngenuaen endnu engang, for Awareness længtes mod Danmark.
Kl. ca. 13 hørte vi over VHF´en en melding over Lyngby Radio PÅ DANSK. Så var der ikke langt hjem J.